tirsdag den 2. august 2016

Tema: Det moderne gennembrud #5 - "Albertine," et indspark i sædelighedsfejden

Albertine, skrevet af Christian Krohg, 1886, denne udgave er fra British Library Cataloguing-in-Publicatin Data, Read Books Ltd. 2013

Et af de helt store samfundsanliggender i 1880'erne var debatten om den seksuelle dobbeltmoral mellem kønnene. 
I Georg Brandes føromtalte forelæsningsrække, Emigrantlitteraturen kaster han lys over monopoliseringen af seksualiteten og kvindens undertrykkelse som følge deraf. Brandes var fortaler for det frie seksuelle liv, og så skeptisk på ægteskabet som den institution der skulle regulere den kønslige omgang. Han mente, at kvinden i lige så høj grad som manden skulle have mulighed for at gøre sig seksuelle erfaringer før ægteskabet. Som at slå to fluer med ét smæk, mente han hertil, at dette ville mindske utroskab, de deraf mange uægte børn og ikke mindst kønssygdomme. Umiddelbart talte Brandes for kvindens rettigheder, og man kunne næsten bedrages til at tro, at han faktisk havde fat i noget. Men som det hurtigt strejfede Dansk Kvindesamfunds fortaler, Elizabeth Grundtvig, så var dette måske snarere en undskyldning for mændene for fortsat at styrke deres egen position. Hvis, som Elizabeth Grundtvig pegede på, kvinderne blot opførte sig som mændene på denne tid gjorde, ville det blot resultere i en objektificering af kvinden - man ville forvente at hun stod til rådighed på alle mandens præmisser. 
Samtidig opstod et andet, "nyopdaget" og vigtigt perspektiv: At kvinder måske i lige så høj grad som mændene havde en naturlig, seksuel drift. Som det udtrykkes så godt (og komisk!) i filmatiseringen af Jane Aamunds, Klinkevals i klippet nedenfor:

video


Man var altså begyndt at få øjnene op for, at det ikke kun var mænd der havde goder af det seksuelle samkvem. Også Brandes var stor fortaler for de naturvidenskabelige "opdagelser," og baserede langt hen ad vejen også sine holdninger på dette.
Som man måske kan sige sig selv, og som også Elizabeth Grundtvig var inde på, ville denne seksuelle frigørelse nok nærmere få antallet af uægte børn og kønssygdomme til at eskalere, og dét som blev det store spørgsmål og største kritikpunkt var: Hvorfor skulle kvinden kaste sig ud i seksuelle eskapader for at få samme "status" som manden - hvori ligger denne frigørelse?

Det var ikke kun Elizabeth Grundtvig der langede ud efter Brandes. De konservative var bestemt heller ikke meget for hans frigørende tanker. Hos de konservative herskede derimod moral og afholdenhed. De mente, at manden og kvinden var skabt forskellige og havde forskellige seksuelle behov, og at det deraf var helt naturligt, at manden i højere grad dyrkede sine. Man gik dog også i høj grad ind for den ægteskabelige institution, og man slog hårdt ned på utroskab. I hvert fald når det kom til kvinderne. Med mændene så man igennem fingrer med det, for igen, de havde jo helt andre seksuelle behov. Det "belejlige" ved det var, at man mente, at kvinden også i langt højere grad var i stand til at tøjle sine behov, og idealistisk set så man kvinden som det dydige symbol for moral, og manden kunne jo få afløb for sine "utøjlelige drifter" gennem prostitution.


Prostitution blev endnu et aspekt og svært omdiskuteret emne af denne sædelighedsdebat. 
På den konservative fløj så man i det hele taget seksuallivet som syndigt og amoralsk, og man opfattede prostitution som et angreb på det, af Gud indgåede, hellige ægteskab. På den radikale side opfattede man udforskningen af seksuallivet som en måde for mennesket at løsrive sig samfundets kapitalistiske opbygning. 
Midt imellem disse to markante stemmer stod Bjørnstjerne Bjørnson: I sit skuespil, En hanske fra 1883 lufter han sine tanker om ligevægtig kønslig moral og kyskhed fra begge køn. Herunder stærk afholdenhed før ægteskabet og streng monogami indenfor. (Selv var han dog yderst optaget af flere gifte kvinder, og hans pludselig omskiftelige holdning kom efter, at han til et selskab blev dybt fornærmet af en kvinde, han ellers havde et godt øje til, men som vragede ham til fordel for en anden. Herefter fik den hele armen fra Bjørnsons side med moralprædikener om seksuel monogami! (Det er mest min egen tese, men jeg synes, jeg har fat i noget. ) ) Hertil mente han det nyttigt at undervise unge mennesker i forplantningslære og øge fokus på hygiejnen, og angreb altså også selvsagt samtidens dobbeltmoralske opfattelse og brug af prostitution.

For dobbeltmoralsk var denne opfattelse i allerhøjeste grad: De prostituerede kvinder blev udsat for stor forhånelse, og prostitution var bestemt ikke noget, man talte om. Man mente det skadeligt for samfundet at benævne. Omvendt var det ikke nogen hemmelighed, at mændene i stor stil benyttede sig af det. Det var meget normalt, at unge drenge fra især det højere borgerskab i 13-14 års alderen begyndte at besøge prostituerede for at "lære om seksuallivets finurligheder." Og er det allerede inkorporeret så tidligt i livet, ja så kan man måske godt tænke sig til, hvor det bærer hen. Heraf kom også frygten for objektificeringen af ikke blot den prostituerede kvinde, men af kvinden i det hele taget.
Også mænd der ellers var gift benyttede sig i høj grad af denne "service," for som førnævnt, havde man den opfattelse, at mænd havde langt større seksuel drift end kvinder, og om det var for at "skåne" deres ægtefæller, at de gik til prostituerede eller hvad, kan være tvivlsomt. For hvis man netop så på kvinden som et symbol for dydig moral, hvad så med disse prostituerede kvinder? De var vel også dén kvinde, der var eller kunne have været symbolet på dydig moral? Og hvem eller hvad var det, der drev hende i amoral...?

Èn der især satte dette spørgsmål på spidsen var den norske billedkunstner og forfatter Christian Krohg. I 1886-87 malede han billedet Albertine i politilegens venteværelse, som vakte stor røre. Så stor røre at han følte for at udgive historien om denne Albertine.

Kristian Krohg, Albertine i politilegens venteværelse, 1886-87

Albertine er en ung kvinde der bor med sin mor og lillebror under trange kår i datidens Kristiania. Egentlig har Albertine også en storesøster, Oline, men hende tænker hun nødigt på. Alligevel kan hun ikke lade være. Selvom tankerne gyser igennem hende, og hun, af disse, fraholder sig al offentlig udgang, bruger hun alligevel dagene ved symaskinen på at sidde og skiftevis forarges og forundres af storesøsterens skæbne.
Oline begyndte nemlig at gå med mandfolk, og en dag kom politiet og hentede hende. Siden da var hun stemplet som prostitueret, blev gravid, men fandt dog en "venlig sjæl" der forbarmede sig over hende. Nu lever Oline med en mand dobbelt så gammel som hende selv og med et noget lakket ry. Og Albertine væmmes. Især fordi hun ligner sin søster så meget, at hun ofte bliver forvekslet med hende, og hun er af den opfattelse, at folk i byen må tænke, at hun ender på samme måde som sin søster. 

På trods af at Albertine holder sig hjemme i lange perioder, har hun dog en tærende trang til at komme ud og more sig. Hun lokkes af den tvivlsomme veninde Jossa, hvis gang på det lokale samlingssted, Karl Johan skal sætte hende i politiets søgelys, og også snart bringe Albertine i problemer. 

Langt ind i fortællingen hadede jeg virkelig Albertine. Jeg syntes, hun var snobbet, dobbeltmoralsk, dum og ganske enkelt frygtelig. Jeg tænkte flere gange over Kroghs naive og klichéfyldte måde at karakterisere hende på, og jeg var ikke særlig overbevist. Men det vigtige - det som Krohg vil med fortællingen, netop at belyse følgerne af og problematikken bag samfundets kapitalisering af de prostituerede kommer meget klart frem. For i løbet af fortællingen finder man ud af, hvad det egentlig er, Albertine er oppe imod: Hun er blot en ganske almindelig ung kvinde, hvis families ry er blevet lakket pga. storesøsterens "fejltrin" (som dog også på sin vis har været offer for samfundets dobbeltmoral.) Hun kan derfor ikke længere bevæge sig uden for huset uden at blive mærket af folks onde tunger, fordomme og hån. Albertine gør hvad hun kan for at fraholde sig denne "skæbne," men som normalt er, tiltrækkes hun også af morskab og ikke mindst tanken om at finde en mand at gifte sig med. Men fordi hun allerede uforskyldt er i søgelyset, skal der ikke mange forkerte bevægelser til, før hun stemples. 

Kristian Krohg, Modellen 1886

På denne tid hvor romanen er skrevet, var der en lov om, at alle der havde mistanke til folk (kvinder) med tvivlsom eller "utugtig adfærd" kunne indgive disse til politiet. Mange blev altså herigennem udsat for hån blot pga. misforståelser, hævngerrig opførsel eller jalousi. Hertil var det politiets opgave at hente kvinderne ind og sørge for, at de blev undersøgt hos lægen, og man bestemte herefter, hvad der skulle ske med kvinden. Denne undersøgelse var både berygtet og frygtet. Ikke mindst var det fysisk ubehageligt, men ydmygelsen derved var så stor, at intet nærmest overgik det. Ikke blot måtte de finde sig i at blive ofre for naboernes sladder, når politiet med den karakteristiske blå seddel i hånden kom og bankede på døren og efterfølgende trak afsted med kvinden. Også i venteværelset måtte de stå til skue sammen med de andre kvinder. Mange var reelt prostituerede (eller "offentlige fruentimmer," som man kaldte det), de fleste var ligeledes fattige og syge, men  fælles for dem alle var, at de blev udsat for stærk hån, og man var bestemt ikke sen til at pege fingre af dem, selvom det sjældent var af deres egen vilje og skyld, at de stod i denne situation. 
Også Albertine ender her, og det var i dette kapitel, det for alvor gik op for mig, hvad hun egentlig står over for, hvilken behandling hun bliver udsat for, blot pga. hendes ungdommelige og almene lyst til og nysgerrighed efter at leve sit liv. Jeg fik dyb medlidenhed med hende, og det stod pludselig ret klart, hvad det var, Krohg, igennem Albertine, prøvede at fortælle:

"Hun saa sig hjælpeløst om, og Sveden sprang kold frem paa Tindingerne, men saa pludselig flyttede hun sig helt ind i Sædet og faldt med Haandbagen over Øinene og en eneste tør Hulk tilbage mod Stolens stærkt bagoverbøiede Ryg, mens hun uvilkaarlig uden at vide det pressede Knæerne haardt imod hverandre som i bevidst Angst for det, der nu skulde ske. 
Og mens hun laa der med Haanden for Øinene, tilbagelænet oppe i den høie Stolen, med Læggerne og Fødderne hængende ned fra Kanten af Sædet, næsten bevidstløs af Skam, følte hun Klæerne bli brættet op om Hofterne og lagt henover Brystet. Og det blev koldt omkring de sammenpressede Knær. og paa hvert af dem la' der sig en varm Haand, som tog Tag og vilde bryde dem fra hverandre.
'Naa,' skreg den brutale Stemmen, denne Gang lige henne ved hende, og det stampede igjen i Gulvet - 'blir det til noe? eller skal jeg...' Og greben af Rædsel følte hun de skjælvende Knær rent mekanisk gaa fra hverandre, og hun syntes hun maatte dø af Skam, og alt gik rundt for hende, og det sortnede for Øinene, og hun trodde, hun skulde besvime."

Man kæmpede i disse år for individets ret til frihed, men med mange af de restriktioner, love og regler der blev indført bidrog man blot til endnu fastholdelse - især af kvinden. For frigørelsen gik åbenbart kun én vej. Hvis kvinden netop begyndte at, som nogen foreslog, opføre sig som manden, blev hun stemplet som prostitueret og kunne risikere en lignende behandling, som den Albertine udsættes for. Der skulle ikke meget til for at kvinden blev opfattet som syndig og amoralsk, så hvad skulle man stille op? Mændene havde i den grad et lige så stort ansvar i denne problemstilling, men det var ofte kun kvinden der betalte prisen derfor. 

Med denne roman forsøgte Krohg at gøre op med denne opfattelse. Han prøvede at belyse kvindens situation, men som man måske kan forestille sig, blev den ikke ligefrem modtaget med kyshånd. For hvad er værre, end når nogen fortæller én, at man er amoralsk og dermed stikker til ens samvittighed? Og hvad endnu værre måske var: Hvad skulle mændene stille op for at få afløb for deres"utøjlelige drifter," når nu man begyndte at pege fingre af dem, fordi de gik til prosituerede? 

Efterfølgende tager mange andre forfattere lignende emner op. Både den føromtalte Amalie Skram, men også flere andre kvindelige forfattere som bl.a. Adda Ravnkilde, Victoria Bendictson og Erna Juel-Hansen kom med deres indspark i sædelighedsdebatten. 

Det startede med Henrik Ibsens Nora der forlader mand og børn, fordi hendes mand sætter sin egen sociale position højere end deres indbyrdes følelser. Det fortsatte med heftige debatter om naturlove, biologiske drifter og samfundets forsøg på at kontrollere individet. Det eskalerede med dobbeltmoralske og ødelæggende love og regler, og endnu 140 år senere kører debatten fortsat. 

"Midt paa Natten vandrede Helgesen og Smith og et Par andre unge Herrer, som kom fra Bal, afsted opover Bakkegaden fra Vestsiden. De skulde bare ha' sig en liden Svip indom i Vika, før de gik hjem.
Oppe paa Toppen af Bakken standsede de. For over paa Hjørnet af Vinkelgaden stod en stor Pige og ropte dem an. 'Kom ind til mig da, Gutter!' ropte hun med høi Stemme. 'En efter en - allesammen! Dere skal faa det gratis! Kom.'
'Død og Pine,' hviskede Helgesen til de andre, 'Det er jo Albertine! Nei, det er for væmmeligt. - Kom, lad os gaa!' 
Og som de skled paa Sneen ned af den bratte Bakken forbi Dueslaget til Mellemgaten, hørte de hende jamre sig for de andre Jenterne deroppe: 'Jøsses! Jøsses!' skreg hun, 'skal jeg da være Hore og endda ikke----? Jøsses! Jøsses!----'
Saa var de om Hjørnet af Mellemgaden og kunde ikke høre mer."



fredag den 29. juli 2016

Biblioteket: Et sted for gamle bøger eller en offentlig skueplads?


Jeg læste netop et opslag på Facebook, hvor en bibliotekar har sat spørgsmålstegn ved moderniseringen af landets biblioteker. Her belyses det, at landets biblioteker bør være andet end "gamle bøger," men så er det han spørger: Hvad skal de være?
Umiddelbart tænker jeg: Ikke andet?! Personligt ville jeg allerhelst, hvis bibliotekerne kunne forblive de der gamle "huler," der lugter lidt indelukket og af gammelt mølædt papir. Jeg elsker at gå rundt nede i bibliotekets magasin og trække gamle bøger ud, rører lidt ved dem, lugte til dem og føle, at jeg holder en forsvunden skat i min hånd. (Er det bibliofili, jeg lider af? :D ) Jeg bliver så irriteret over den konstante snak om modernisering af alt. Kan vi ikke bare lade noget blive, som det altid har været!
Omvendt kan jeg sagtens se, at der er brug for ændringer, hvis bibliotekerne skal overleve. At man må bringe nogle "ofre," hvis man fortsat skal have mulighed for at gå rundt derinde og få dit daglige "fix" - at der skal være mere for den almene bruger, men så igen: Hvorfor skal ALT være for den almene bruger? Kan vi ikke få lov at have noget i fred? ;)
Jeg bliver f.eks. dybt irriteret, når jeg ser, at der på Esbjerg Bibliotek er blevet sat en kæmpe sandkasse op ude foran biblioteket og børneafdelingen med legetøj, og al den larm der følger med, efterhånden fylder halvdelen af biblioteket. Her tænker jeg: Hvorfor er det nødvendigt? Der er masser af legepladser rundt omkring i byen, hvor folks yngel ikke forstyrrer de læsende mennesker - de, der kommer på biblioteket for rent faktisk at låne en bog. Dertil kan jeg dog sagtens se fidusen i at "lokke" folk til på den måde, for det er åbenbart nødvendigt for fortsat at få folk til at læse lidt.

Jeg vil dog gerne understrege, at jeg synes, at Esbjerg bibliotek med dets renovering er blevet rigtig fint og meget mere brugervenligt. (Men jeg kunne altså også godt lide det før ;) ) Jeg synes, det er fint, at de netop har gjort det mere "alment." Man ser lige pludselig grupper af mennesker, som måske ikke før kom på biblioteket, og der er generelt kommet mere liv, hvilket åbner op for mange flere og nye muligheder. Men jeg tænker også: Bidrager det til større brug af det som biblioteket egentlig er - et sted at låne og læse bøger, eller er det alle de andre nye services der gøres brug af? Samtidig: Spiller det nogen rolle, hvad folk kommer der for, så længe jeg selv kan få den service, jeg er der for? Hvis ikke disse moderniseringer blev foretaget, hvis ikke folk blev "lokket til," ville alternativet jo nok være, at der slet ikke var noget bibliotek... 
Det er rigtig fint, at der er kommet så stort fokus på modernisering og tilpasning af bibliotekerne, for det betyder jo, at vi gerne vil bevare dem, men altså puuhaa, jeg bliver lidt modløs indimellem over vores stigende tendens til udelukkende at skabe noget der skal være til ren underholdning, og som helst skal serveres på et sølvfad. 



Jeg har altid brugt læsning som min lille, private flugt. Det var mit, min tid og min pause fra verden. Jeg kunne netop godt lide at komme på biblioteket, fordi der ikke var så mange mennesker, og jeg kunne gå og forundres i fred. Indtil for et par år siden, var der stort set ingen i min omgangskreds der delte min interesse. Det var ikke noget, man sådan lige så. Der var ikke det store fokus på det. Nu er det jo nærmest eksploderet! Det vælter frem med læsekredse, læseklubber, blogs, facebooksider, Instagramprofiler osv., og det er jeg på den ene side virkelig glad for. Det giver et interessant og solidt fællesskab, det bidrager til ny inspiration, gode diskussioner og nye vinkler, men årh... Når der først går "sport" i noget, forsvinder "ægtheden" også bare lidt. Når først "den almene" befolkning får fingre i noget, er der bare en tendens til, at trangen til at ville modernisere, "forbedre" og effektivisere spolerer det hele en smule. Noget går altså tabt. Om det, man får igen, så kan opveje det tabte, kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om? 

Når jeg læser dette, kan jeg godt se, at jeg måske lyder som en på 80, der er imod "alt nyt og moderne!" Det er jeg ikke. Jeg kan som sagt godt se goder. Jeg synes bare ikke, alt behøver at være til "for sjovs skyld," at alt skal have en udpræget og øjensynlig praktisk funktion, og at man nødvendigvis behøver at gøre alting tilgængeligt for ALLE.

Hvis ikke bibliotekerne skal være et sted for "gamle bøger," fordybelse, ro og læring, hvad skal de så være? En legeplads for folks afkom, et sted for pensionisterne at læse avisen, et samlingssted for de studerende - en offentlig skueplads ligesom resten af verden? 



tirsdag den 26. juli 2016

Bibliotherapy - om diagnoser og bøger på recept


Jeg så i går et indslag i Go'morgen Danmark, hvor det blev fortalt, at WHO vil have sorg på listen over diagnoser. Hertil var der en kvinde i studiet som talte mod dette. Hendes begrundelse var ret klar: Sorg er en naturlig proces, men fordi vi efterhånden har fået denne indgroede opfattelse af, at vi konstant skal gå rundt og være "lykkelige," bliver vi bange for sorgen, vi tillader ikke os selv at være kede af det. Hertil kom hun kort omkring vores generelle trang til at diagnosticere dem eller det, der stikker en smule ud fra normen. Og jeg kunne ikke give hende mere ret! Det har jo taget helt overhånd! Alle tilstande kan mere eller mindre diagnosticeres i dag, og vores løsning på det er gerne at medicinere livet ud af folk. Vi har det med at sætte de ting, vi ikke helt forstår i fastlåste kasser, måle det i skemaer og løse det med piller. Det er selvfølgelig heller ikke sjovt at have det skidt eller føle, at man afviger fra normen, men det er sgu ikke farligt! Eller det kan det være, men det er fordi, vi gør det farligt. Fordi vi taler om det som værende farligt. 
Da jeg så for nogle uger siden fik tilsendt en artikel der omhandlede terapi med bøger, tænkte jeg umiddelbart: Hvad har folk nu fundet på?! Men allerede fra artiklens første linjer var jeg fanget.

"You must read this, they say, thrusting a book into your hands with a beatific gleam in their eyes, with no allowance for the fact that books mean different to people - or different things to the same person - at various points in our lives. I loved John Updike's stories about the Maples in my twenties, for example, and hate them in my thirties, and I'm not even exactly sure why."

Bibliotherapy går i al sin enkelthed ud på, at man, ligesom når man går til psykolog, taler lidt om sig selv og sine problemer, man svarer på nogle spørgsmål om sine læsevaner, og så kommer terapeuten med en liste over bøger, han/hun anbefaler, man læser for at løse eller håndtere den situation, man nu søger hjælp til. Et eksempel i artiklen er en ung mand, der skal være far for første gang, og som henvender sig til den omtalte bibliotherapist, Ella Berthoud, fordi han, som så mange andre, er hundeangst for den opgave, han står over for. Hertil kommer Berthoud med en liste over bøger, b.la. Harper Lee's To kill a Mockingbird, fordi, som hun siger, Atticus Finch er det bedste eksempel på en faderfigur. Meningen er altså, at "patienten," igennem bøgerne skal opnå en forståelse for, eller en indsigt i, sin egen problemstilling. Og det giver ganske god mening. Hvor tit hører man ikke folk sige, at de netop læser for at føle sig forstået, for at opleve at der findes nogen som dem selv med samme tanker, problemer og følelser. Hertil siges det også, at folk der læser fiktion er mere empatiske og rummelige mennesker, og jeg tror ikke, det er helt forkert: Igennem læsningen lærer man at analysere og "læse" karaktererne. Man lærer at lægge mærke til de personlige egenskaber, karakteren har, hvordan de kommer til udtryk, hvad det betyder, om det er gode eller dårlige egenskaber etc. Og som sagt, hvis man vil, kan man lære meget om sig selv, og kender man sig selv, tror jeg helt bestemt, man har lettere ved at være blandt andre, at tackle omgangen med andre og ligeledes afkode dem. 


Som barn elskede jeg at læse bøger, der fortalte om, hvordan andre børn levede førhen. Jeg elskede mine bedsteforældres fortællinger om "dengang de var børn," og jeg inkorporerede det gerne i mine lege. Det var selvfølgelig temmelig ubevidst dengang, hvilke bøger jeg gik efter - eller jeg kendte i hvert fald ikke den rationelle årsag, men når jeg ser tilbage på mit "læsemønster," så har jeg altid valgt bøger, der på en eller anden måde bidrog til, at jeg kunne spejle mig i de karakterer, der optrådte i bøgerne, eller hvor jeg skulle prøve at forstå de liv, de levede. Jeg valgte altid bøger, hvor jeg havde noget tilfælles med karaktererne - det var i hvert fald dem, jeg endte med at synes bedst om, dem jeg huskede og kunne læse igen og igen.
Jeg kan huske, at jeg i 13-års fødselsdagsgave fik en bog af min mor, der hed Mig - en teenager, som er en roman skrevet i dagbogsform omhandlende en, som titlen siger, teenage-pige, hendes dagligdagsudfordringer, glæder, sorger og frustrationer. Jeg kan ikke som sådan huske flere specifikke ting fra bogen, men jeg kan huske, at jeg på trods af dens 800 sider læste den på meget kort tid. Jeg har billeder i hovedet af mig selv siddende i bilen på vej på ferie med næsen dybt begravet i bogen, så optaget, at jeg nødigt steg ud, da vi nåede destinationen. Jeg har billeder i hovedet af mig selv siddende i sofaen, i haven, på værelset, liggende på sengen med bogen i mine hænder vendende side efter side. Jeg kan huske følelsen af at kende hende, bogen handlede om, følelsen af at lukke mig selv ind i en velkendt verden, men som jeg følte, ingen andre kendte til. Jeg kan huske, at jeg følte min læsning hemmelig - at jeg helst ville holde den for mig selv. Når min mor spurgte ind til bogen, svarede jeg nødigt, for jeg følte, at jeg havde en hemmelighed sammen med hende, bogen handlede om. (Det var trods alt også hendes dagbog, jeg læste ;) ) Når jeg tænker over det nu, handlede det nok om, at jeg havde en hemmelighed med mig selv, for det var jo i bund og grund det, jeg fandt ud af: At det ligeså let kunne have været min dagbog, og at personen jeg følte, jeg kendte så godt, egentlig var "mig." Ligemeget hvad, var det en god og vigtig oplevelse, og det er dét, bøger kan: De kan give én oplevelsen af at føle sig forstået, og hvis ikke helt forstået, så kan de i hvert fald handle om noget eller nogen som peger én i retning af en forståelse, og så kan man arbejde ud fra det.

Jeg synes for en gangs skyld, at der er nogen der har fat i noget rigtigt her. For en gangs skyld handler det ikke bare om, at vi er angste for at tackle de svære ting, for når man læser, står man ansigt til ansigt med sin frygt, den bliver mærkbar og nærværende, og fortællingen projiceres lynhurtigt over på én selv. Men når man læser, er der også mulighed for reflektion, og denne reflektion er vigtig. Hvis man vil det, kan bogen fortælle én en hel del om den, man er, eller den man har brug for at være - måske bare for et kort øjeblik. 


For et par måneder siden så jeg en dokumentar på DR, som fortalte om noget nær det samme fænomen et sted i England, hvor man brugte læsekredse til bl.a. misbrugere, demente og psykisk syge. Her ansatte man en litteraturkyndig til at lede kredsen, én som kom med materiale til gruppen, og her læste de så historierne sammen og talte efterfølgende om den. Mange af brugerne havde aldrig læst en bog frivilligt før, men fordi de nu kunne begynde at spejle sig selv i litteraturen, eller se en sammenhæng i fortællingen, åbnede de sig igennem disse diskussioner op, og "terapiformen" var yderst effektiv. 
Det er netop ofte lettere at tale om sig selv og sine problemer, hvis nogle andre tager hul på det for én. Jeg tror, de fleste kender til dét med, at man har en oplevelse med i bagagen, som man måske ikke lige fortæller til hvem som helst, måske fordi man føler sig ene om at have det sådan, måske fordi man er bange for andres reaktion. Men møder man så én, der begynder at fortælle om noget, der minder om ens egen fortælling, har man pludselig mod på at sige: "Det kender jeg godt," eller: "Det har jeg også prøvet," og straks føler man sig ti kilo lettere. Det er det samme der sker,  når man læser. Det virker pludselig genkendeligt og trygt, og man får mod på at tale om det, der er svært gennem analysen af den fiktive fortælling. Måske både fordi, der er en vis tryghed i, at fortællingen netop er opdigtet, og derved synes det ikke så "farligt," især fordi det jo ikke "rigtig" handler om én selv, og man kan gemme sig lidt bag eller i fortællingen. 

Det er virkelig et alletiders koncept, og jeg synes man burde sætte nogle kræfter ind på at dyrke det noget mere i stedet for bare at dope folk med piller, stikke dem et skema i hånden og sige: "Du passer ind i denne kasse, så du får denne diagnose og de her piller, og så kan du gå hjem og passe dig selv!"
Det eneste rigtige, når man føler sig ved siden af, er at omgive sig med andre, at finde nogen man kan spejle sig i, og litteraturen kan være en god start, fordi den kan give én mod til at tage skridtet videre. Man burde indføre bøger på recept...

Ella Berthoud, som artiklen omtaler, har sammen med sin tidligere studiekammerat, Susan Elderkin oprettet disse sessions på School of Life i London. De har hertil udgivet bogen The Novel Cure, som er udformet ligesom et lægeleksikon, hvor man søger efter sine "symptomer," og så kommer de med en "kur." 
Men bibliotherapy er ikke noget nyt fænomen. Man kan sporer det helt tilbage til de gamle grækere, men særligt efter 1.Verdenskrig var det noget psykoterapeuterne, navnligt Sigmund Freud, gjorde brug af i behandlingen af krigsveteraner. Her underviste man også bibliotekarerne i, hvordan de kunne hjælpe krigsveteranerne med at finde bøger, der efterfølgende kunne hjælpe dem i deres tilstand, og senere begyndte man også at bruge det på hospitaler.

Jeg ved ikke, om fænomenet er særlig udbredt herhjemme - i dokumentaren fra DR viste de kort et klip fra Århus (tror jeg?), hvor de netop eksperimenterede med det på et værested for misbrugere, og dette havde vist ret stor succes. Det kunne i hvert fald være ganske udmærket, hvis det var noget, sundhedsvæsnet fik øjnene op for - jeg tror, det kunne være ret så gavnligt at inkorporere litteraturen på den måde i stedet for den evindelige og dræbende form, man pumper livet ud af eleverne med i folkeskolen. 

"We were dedicated to fiction as the ultimate cure because it gives readers a transformational experience."

Hvis man skulle være interesseret i at læse mere om konceptet, kan man læse artiklen her, eller se nærmere på Berthoud og Elderkins bog her


"Books are the quietest and most constant of friends; they are the most accessible and wisest of counselors, and the most patient of teachers."

mandag den 25. juli 2016

Tema: Det moderne gennembrud #4 - Amalie Skram, tredje og sidste del



Amalie Skram var omsider begyndt at få lidt af den anerkendelse, hun fortjente, men på den ægteskabelige front blussede problemerne op. Ikke bare stod Erik og Amalie på hver sin side i sædelighedsdebatten, hvilket skabte problemer nok, men deres litterære virke bragte dem også gentagne gange og i længere perioder fra hinanden. Og Amalie nærede ikke den store tiltro til Erik, især ikke efter at hun fandt en pakke præservativer i hans lomme før en forestående rejse. Erik undskyldte sig her med den evindelige holdning, den ene side af sædelighedsdebatten også drejede sig om, at mænd blot havde en anden og mere gennemgående seksuel drift end kvinder, og at det altså var helt naturligt og nærmest en nødvendighed, at mændene måtte "spise ude" indimellem, når nu mænd og kvinders mængde af lyst ikke var ligevægtige. Erik klagede hertil over Amalies temperament, som i virkeligheden nok har været hendes higen efter ligeværdig behandling, men samtidig hendes meget sanselige, varmblodige og omskiftelige natur. For omskiftelig var hun. Som samtidsforfatteren Nils Collett Vogt beskrev hende i sine erindringer, Fra gutt til mann:

"Hun hujede, hun skreg i skræk, i jubel, i ophidset ubændig lykke. Flagrende skørter, i disse nådens øjeblik følte hun sig fri, befriet for alle de hensyn hun daglig tvang sig til at tage, men som hun ikke havde natur til at bøje sig under. Til daglig levede hun bag jernstængerne i sin digtnings celle. (…) Det gnistrede fra hende. Bagefter var hun selvopgivende, socialt usikker som hun også var."

Det har øjensynligt ikke været nemt at leve i en tid, hvor hele verden var i opbrud, men hvor så mange stadig ængsteligt prøvede at holde fast i formerne, når man selv var en yderst splittet sjæl der på én gang ville have selvstændighed, ligeværdighed, fest og farver, men samtidig havde en så indgroet forestilling om kærlighed, tro og traditioner. 
                                                                                         
Både Erik og Amalie levede og åndede for individets frigørelse, men denne kamp rev dem også fra hinanden. På den ene side prøvede de ihærdigt at støtte hinanden i deres individuelle frihed, men denne bar jalousi og mistillid med sig. Erik håndterede det ved at opildne Amalies jalousi, men samtidig besvarede han hendes vrede med en kølig arrogance, dog aldrig direkte benægtende sine fejltrin. En velkendt tese vedrørende denne taktik, beror dog på, at det var fuldt ud bevidst fra Eriks side for at holde gang i Amalies forfatterskab. 
I 1893 tog Amalie alene til Bergen i håb om at få skrevet og ikke mindst få ro på den opildnede situation, hun havde skabt for sig selv. Hun havde på dette tidspunkt fået en datter med Erik, som hun under opholdet i Bergen var alene med. Amalie havde siden fødslen været yderst ængstelig for sin datters ve og vel, og dette bidrog til mange søvnløse og tankefulde perioder. Til sidst blev situationen dog så tilspidset, at Erik indså, at hun måtte komme hjem, men den lange tids adskillelse og situationens realitet inden afrejsen bekymrede dem begge. Det skulle dog heller ikke hjælpe specielt meget på situationen, at Amalie kom hjem. I 1894 kogte alle aspekter over, og kom til udtryk i stærkt skiftende sindsstemninger og nervøse udbrud, som førte til flere voldsomme scener, hvor hun forsøgte selvmord, og hun måtte indlægges på sjette afdeling på kommunehospitalet under den berygtede overlæge Knud Pontoppidan. 
Hele denne oplevelse af behandlingen af psykiatriske patienter er et kapitel for sig - yderst interessant, men modbydeligt. Jeg har ikke i dette indlæg taget beretningen med, men vil i et senere indlæg om de to hospitalsromaner På Sct. Jørn og  Professor Hieronimus komme meget mere omkring det. 


 Under opholdet følte Amalie sig dog stærkt svigtet af Erik, og efter sin udskrivelse tog hun til Helsingfors, hvor man i brevene til Erik tydeligt kan udlede, at hun langtfra var rask. I brevene rippede hun blot op i fortiden og sin stærke jalousi. 
Det efterfølgende år levede de hovedsageligt hver for sig. Undervejs udgav Amalie sin hævntogt, hospitalsromanerne, men efterlod også sin datter i pleje. Erik oplevede hertil fremgang i sin karriere, og måske man kan sige, at de begge har haft godt af adskillelsen. 
De sidste år før århundredeskiftet gik ægteskabet mellem Erik og Amalie langsomt i opløsning. I denne periode måtte Amalie også flere gange tage til Norge, først og fremmest fordi hendes to sønner, der begge havde hang til at se lidt for dybt i flasken, kom i dyb krise, men også senere da hendes højtelskede bror Ludvig døde, efterfulgt af Amalies tidligere mand August Müller og slutteligt hendes far. Efter faderens død kom hun ligeledes til at stå sin mor meget nært, hvilket besværliggjorde afstanden. Hun opholdt sig derfor i længere perioder i Bergen og blev her påvirket af sin mors stærke religiøsitet, hvilket man måske kan sige sig selv ikke har hjulpet på hendes ustabile tilstand. 

I 1899 flyttede Erik og Amalie officielt fra hinanden, efter Amalie noget tid forinden havde indgivet begæring om skilsmisse. Erik prøvede længe at slå det hen, men begges miserable tilstand bevidnede om, at det var til alles bedste. 

Amalie følte det som en stor befrielse at være alene, og en form for eufori greb hende. Hun inviterede til store selskaber i sin lejlighed og brillerede med livlig underholdning, men lige under den muntre overflade rasede hendes sårbarhed, og hun brød snart med mange af sine venner, gerne over små misforståelser, grundet hendes ustabile tilstand. I lange perioder lå hun pga. sygdom til sengs, og hendes medicinforbrug steg. 
Kort før det endelige opgør med Erik fik Amalie med nød og næppe kæmpet sig igennem udfærdigelsen af de sidste to bind i Hellemyrsfolket, og en femte fortsættelse var også aftalt med forlaget, men denne måtte hun opgive. Forlaget holdt hende dog i et stramt jerngreb. Gælden fra Constance Ring fulgte hende stadig, og direktøren Peter Nansen pålagde hende at betale 5% i rente af restgælden. Selvom hun med venners hjælp og en arv kom til at stå lidt bedre økonomisk, var denne gæld stadig en stor byrde for hende. 
De følgende år tårnede problemerne sig op om Amalie. Hendes sygdom og skiftende sindsstemning satte grænser for skriverierne, og samtidig lagde hun sig ud med sine to sønner, Jakob og Ludvig og tilmed Bjørnson, som ellers havde været hendes tro forbillede gennem det meste af livet. Hendes overforbrug af medicin medførte ofte uheld, hvor hun kom til skade, og i 1905 fandt hendes datter hende død i hjemmet. 
Folk omkring hende var ikke i tvivl om dødsårsagen: Hun havde tre gange tidligere forsøgt selvmord, og forud for det endelige havde hun skrevet et brev til Edvard Brandes, hvori hun befalede, at hun kun skulle have én krans på kisten - kransen fra sin datter, Johanne. Hun skrev ligeledes:

"Ingen skal følge mig, ingen tale, ingen skal sende blomster."

Ligeledes dikterede hun i brevet, hvad der skulle stå på gravstenen. For det første tog hun, af ubestemte årsager, det lille selvbedrag at gøre sig et år yngre end hun var (?), og dernæst befalede hun retten til at stå som dansk forfatter. Formodentlig fordi hun i Norge mødte så megen kritik tidligt i sit forfatterskab og aldrig rigtig fik chancen for at bryde igennem som anerkendt forfatter. Måske det også forklarer hendes meget fordanskede "norske" sprogbrug?

Bertha Amalie Alver Skram, født 22.august 1847, død 15. marts 1905 
Dansk Borger, dansk Undersaat og dansk forfatter

På trods af Amalies forbud holdt man alligevel en mindehøjtidelighed i Studenterhuset. Salen var helt igennem smykket med de norske farver og var fuld af mennesker og blomster og ikke et eneste dansk flag, men som Georg Brandes bagefter sagde: "Det er kun danskere, der kan være så beskedne!" 
Nekrologer og mindedigte i pressen hyldede ligeledes Amalie Skram som en stor og vigtig skikkelse i nordisk litteratur. Senere på året spillede Dagmarteatret hendes skuespil Agnete med Betty Nansen i hovedrollen. Alle hyldede den store, kvindelige forfatters virke, men én der skulle gå bemærkelsesværdig stille med dørene var Erik. Om han var til stede ved højtideligheden er uvis, og efterfølgende har han udskrevet hende fra alt. Ikke engang i den selvbiografi, han nogle år senere skrev, nævner han hende med ét ord. Selvom deres forhold endte smertefuldt er der ingen tvivl om, at hun har haft stor betydning for ham - at de inderligt har elsket hinanden. Alligevel er det efterfølgende som om, hun aldrig har eksisteret for ham. Heller ikke ved Erik Skrams død i 1923 nævnte man i dagbladenes nekrologer hendes navn. 


 Amalie Skram var forud for sin tid. Selv for Georg Brandes var hendes tunge indimellem for skarp. Hun mødte stor modstand, og livet bød hende mange prøvelser. Måske netop denne forudgåen for tiden medførte den store personlige og smertefulde splittelse, hun oplevede, og man kan begræde, at hun først for sent fik den anerkendelse, hun fortjente. Men omvendt: Uden den megen smerte, frustration, misforståelse, ulighed og mangel på accept, var hendes værker højest sandsynlig ikke blevet skabt, og hendes samtid havde lagt i fornægtelsens dvale.

Selvom der er gået næsten 150 år siden, Amalie Skram første gang satte et offentligt punktum, og der er løbet meget vand i åen siden, så har hun stadig stor betydning.
I en opgave jeg lavede, da jeg tog min HF, belyste jeg problemstillingen omhandlende det udgangspunkt, vi på trods af det store fokus på ligestilling og kampene der for, altid i litteraturen vender tilbage til: Det evindelige "En kvinde er intet uden en mand." Her satte jeg netop et værk som Constance Ring op over for den nutidige forfatter Helen Fieldings kultroman, Bridget Jones og den ligeså omsiggribende serie, Sex and the city. Her var det påfaldende, hvor meget af den, under Skrams samtid, udskældte og stærkt debatterede dobbeltmorale mellem kønnene,  der går igen i de moderne romaner. Problemet er bare, at man i disse nye romaner tager alt, hvad kvinderne under det moderne gennembrud kæmpede så hårdt for, nemlig ligeværd og håbet om at komme den seksuelle dobbeltmorale mellem kønnene til livs, og smadrer det fuldstændig ved konstant at claime, at en kvinde absolut intet er uden en mand.
Dengang var min endelige slutning noget i retning af, at Chick lit var ødelæggende og en skændsel for menneskeheden, at det ikke fortjente titlen litteratur. I mellemtiden har jeg fået flere (og måske mere velovervejede og nuancerede) perspektiver derpå, og arbejder nu på en tanke der hedder: Er dét som, litteraturen peger på, at vi mennesker, lige meget hvor individualistiske vi prøver at fremstå, ikke kan være noget uden hinanden - at spørgsmålet ikke kun handler om, hvorvidt en kvinde er noget uden en mand, men at ingen er noget uden et andet menneske? Jeg synes jo, Amalie Skram er et udmærket eksempel herpå. Samtidig er hendes tese om, at man ikke kan ændre på sin forudbestemte skæbne og hendes eget personlige eksempel en interessant vinkel at knytte dertil. 

Ligestilling, ligeværd, dobbeltmorale og individets rolle i verden er temaer der aldrig går af mode, fordi det er evigt foranderlige størrelser. Forfattere holder forhåbentlig heller aldrig op med at belyse det og komme med deres bud på mulige indfaldsvinkler. Sammendragningen mellem ny og gammel litteratur, nye og gamle perspektiver vil ligeledes altid være interessant, fordi det fortæller en historie, fordi det hjælper os til at forstå. Med denne forståelse opstår muligheden for at skabe nye vinkler og veje, og derfor må man aldrig glemme de forfattere der skabte grobund for dér, hvor vi står i dag. 


Til disse indlæg om Amalie Skram har jeg gjort brug af egen baggrundsviden fra både tidligere undervisning, egen research og romananalyse, men også ud fra læsningen af Kristian Hvidts roman, Det moderne gennembrud set gennem Erik og Amalie Skram, 2015 som har været meget givende og interessant læsning. Nogle af citaterne der fremgår i indlæggene er ligeledes hentet fra dette værk, hvor det også fremgår, hvor Hvidt har stoffet fra. Værket kan klart anbefales, hvis man selv vil læse mere om de to forfattere.