fredag den 2. december 2016

Åbningsseminar for Nordisk kvindelitteraturhistorie

Kost, fra serien God opførsel. iiu Susiraja 2010

I forbindelse med offentliggørelsen af en række artikler på hjemmesiden for Nordisk kvindelitteratur og den nye boglige udgave af samme navn, var jeg så heldig at få lov at deltage i åbningsseminaret der for. Min eftermiddag i går stod derfor på møde med nogle af Nordens allerstørste kvindelige forfattere og kunstnere.

Hjemmesiden rummer artikler skrevet af markante kvindelige forfattere i Norden. I disse sættes forskellige emner under lup bl.a. seksualitet, religiøsitet, selvmord, det 21.århundredes litteratur og dét at skrive.
Projektet startede som et 4-binds værk, Nordisk kvindelitteraturhistorie, som blev udgivet i perioden 1993-1998. Værkerne fokuserer, ud over litteratur skrevet af kvinder, også på den nordiske fornemmelse af tilhørsforhold og fælles identitet landene imellem - de fortæller, gennem litteraturen, om den udvikling, vi i Norden har gennemgået.

Oplæg ved Anne-Marie Mai

I går blev altså 14 nye artikler offentliggjort samt bogen Nordisk kvindelitteraturhistorie 1990-2005, som er redigeret af Anne-Marie Mai. Disse nye artikler tager temperaturen på de seneste strømninger i nordisk kvindelitteratur, og med seks markante forfatterskaber som bl.a. Sofi Oksanen, Hanne Ørstavik og Mara Lee i spidsen tages der hul på kapitlet Det 21.århundredes litteratur skrevet af kvinder.

Det lyder måske en smule navlepillende, og man kan spørge sig selv, hvorfor det er nødvendigt at udgive sådanne værker. Men artiklerne er ikke blot et udtryk for den evindelige melodi om ligestilling og køn, men er et billede af vores samtid - af vores udfordringer med klasse, kønsbestemmelser, seksualitet, etnicitet og alle de andre ting, vi føler, adskiller os fra hinanden.
Stadig er hovedopgaven dog at fokusere på litteratur skrevet af kvinder, for på trods af, at Norden er en af verdens mest ligestillede regioner, viser litteratur skrevet af kvinder sig stadig i mange sammenhænge at være underlagt andre bedømmelseskriterier end mænds litteratur, og et særligt fokus derpå må derfor være nødvendigt.
Værkerne, artiklerne og det øvrige arbejde omkring hjemmesiden forsøger derfor at give nogle af Nordens bedste og vigtigste forfatterskaber, der ellers har været overset i litteraturhistorien, et nyt og forhåbentlig langt liv.

Suzanne Brøgger læser op fra Vølvens spådom

På åbningsseminaret var en række forfattere inviteret til sceneinterviews herunder mit helt store litterære idol, Mara Lee, som har skrevet min absolutte yndlingsroman Ladies. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg havde set frem til dagen i går, og jeg var ærlig talt en smule star strucked. Hvad der dog senere skulle overgå mig var, at Mara Lee selvfølgelig var blevet syg og derfor ikke kom! Jeg kunne have grædt! Story of my effing life! Det var lige før, intet kunne redde det.
I stedet fik jeg dog resten af oplevelsen ved at være indbudt til sådan et arrangement med. (Det er store sager for en ydmyg studerende som mig.) Hertil var der en kort forelæsning ved professor Rita Felski, som bl.a. har specialiseret sig inden for litteraturteori, feministisk litteratur og sociologiske forandringer. Under denne korte forelæsning talte hun under overskriften Literature after feminism, som åbnede op for mange nye og spændende indfaldsvinkler. Hvad der særligt slog mig var idéen om, at litteraturen, som klichéen følger, skal virke genkendelig - at plottet, karaktererne, emnerne etc. skal være relaterbar for læseren - men hertil, hvad man selvfølgelig nok også burde tilføje, også være reformerende. Denne tanke er langt fra ny, men det er godt at blive mindet om det. Som Felski udtrykte det: "It's not only about recognition but reformation as well."

En lidt anderledes oplæsning/optræden fra Jessie Kleemann

Som afslutning på forelæsningsrækken optrådte den grønlandske forfatter Jessie Kleemann med et... lidt alternativt "show." Det var interessant og en spændende måde at blande oplæsning med lyd og kropslig udtryk, men altså, også lige lovlig kunstnerisk! (Man er vel ikke jyde og svær at imponere for ingenting ;) ) Jeg er dog ikke helt sikker på, hvad jeg fik ud af det, men det er også underordnet. Jeg blev i hvert fald stimuleret.

Jeg glæder mig til at nærlæse artiklerne, og jeg vil stærkt anbefale, at man tager et kig på hjemmesiden her (eller køber bogen.) Artiklerne kan læses både på dansk, svensk og engelsk. Materialet kan bl.a. inspirere til og bruges som undervisningmateriale, studierelaterede opgaver, eller man kan læse dem slet og ret for egen vindings skyld. Jeg har læst et par stykker allerede, og det er spændende læsning, der lægger op til mange diverserede diskussioner.

Rationel kærlighed, fra serien Gennemfør de daglige gøremål. iiu Susiraja 2013

lørdag den 22. oktober 2016

"Fluefælden"

Fluefælden, skrevet af Fredrik Sjöberg, udgivet på dansk ved Forlaget Hr. Ferdinand 2013 efter original udgaven Flugfällan 2004

I en tid, hvor alting helst skal foregå så hurtigt som muligt, være så effektivt som muligt og give størst muligt udbytte, kan man ofte længes efter en pause. Blandt den digitale, personfraværende overfladiskhed kan man indimellem savne fordybelsens tryllebindende nærvær og langsomhedens dybde. Denne fordybelsens tid kan med lidt held findes i f.eks. en hobby. Folk dyrker ofte disse for netop at opnå kvalitativ nærvær med sig selv - for at lukke den forpustede verden ude for en stund.

"Synes man at strømmen - af billeder, budskaber, mennesker, hvad som helst - er for hurtig, kan man i ni ud af ti tilfælde lukke af, eller bare blunde og indånde sin egen luft en tid. Det meste er valgfrit."

Egentlig handler denne bog om fluer. Nærmere bestemt om svirefluer. Jeget i denne fortælling er en yderst passioneret entomolog, der bor med sin kone og børn på en lille, svensk ø, der på trods af dens omkreds dog er meget kendt blandt entomologer og andre insektentusiaster. 
Jeget foretager sig ikke meget andet end at fange fluer med sin yderst iøjnefaldende fluefanger: den seks meter lange og tre meter høje model Mega Malaise Trap, som minder mere om et festtelt end en fluefælde. Men der hvor han færdes kommer der heller ikke så mange andre, der kan blive generet af hans installation. Kun et par turister i ny og næ, som han enten ignorerer eller overbærende tager en diskussion med, om hvorvidt han fanger svirefluer eller hvepse.

Selvom det umiddelbart kan virke mærkelig at skrive en skønlitterær bog om svirefluer og måske endnu mere mærkeligt frivilligt at læse en bog om svirefluer, så er der alligevel en mening med det hele. Jeget prøver i hvert fald at finde den. 


Igennem fortællinger om både jegets ungdom, sine fejlagtige forsøg som globetrotter og en række kendte forskeres mere vellykkede af slagsen, bevæger han sig ud i en søgen efter rastepladser i en tid præget af effektivitet og målrettethed. Han forsøger i noget der minder om både rejsebeskrivelser, biografier, maleriske naturbeskrivelser, dyb sarkastisk og møghamrende morsom samfunds- og litteraturkritik at forsvare fordybelsens langsommelighed. Dog gør han det klart, at ingen andre end én selv er herre over tempoet:

"Men ærlig talt synes jeg stadig at det modsatte ville være værre. Hvis alting bare gik langsommere og langsommere, ville vi alle sammen blive vanvittige og bønfalde om hurtighed med en oprigtighed som sagtmodighedens prædikanter aldrig kommer i nærheden af. Om ikke andet er trenden 'endnu mere, endnu hurtigere' at foretrække frem for det modsatte, af den grund at man godt kan springe af et lyntog, men ikke skynde på en æselkaravane."

Ikke bare er jeget en passioneret insektjæger, han går lige så åndsnærværende til både kunsten og især litteraturen. I et af de første kapitler inddrager han D.H Lawrences novelle Manden der elskede øer, og igennem en kortlægning af denne gør han sig tanker om både egne valg i tilværelsen, forholdet til sine medmennesker og ikke mindst naturen. Sproget skifter mellem dyb alvor og filosofiske fremskrivninger til maleriske og betagende gengivelser af naturen til hårdkogt humor og svidende litteraturkritik. 

"Dengang vi var nye herude, sagde jeg det som det var, at jeg skrev, men så fik alle øens kvinder så ondt af min kone at jeg gik over til at sige at jeg var biolog. Sådan blev det. Og er man biolog på en ø der er kendt vidt og bredt for sin rige natur, så må man leve med at alle fjolserne ringer. De går tilsyneladende ud fra at man selv er ligesådan."


Jeg følte mig undervejs både underholdt, oplyst og ligeså fanget som fluerne. (Dog på en knap så morbid måde.)
Jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor jeg faldt over lige netop denne bog, for omtalen lød ærlig talt ikke så spændende: "En bog om fluer." Men den er spændende. Eller plottet er som sådan ikke videre sindsoprivende, for der sker ikke så meget, men fortællingerne inde i fortællingen er medrivende, betagende og værd at tage til efterretning. Jeg får helt lyst til at skifte spor og blive biolog i stedet, så levende og interessant har Sjöberg gjort fluefangeri. 

"Nu kan man straks indvende at alle kan opfatte skønheden i visse kunstværker og musikstykker uanset dannelse og vane, og det er sandt, men ligeså sandt er det at utrænede sanser meget let fascineres af det sødligt smukke og romantiske, hvilket selvfølgelig er godt nok, men alligevel kun en første berøring der sjældent fører særlig langt. Også i kunsten er der et sprog som skal læres, også musikken har sine skjulte nuancer."

Jeg havde ikke troet, jeg skulle tage så mange notater til en bog om fluer, men det har jeg gjort, og jeg har undervejs grinet så det rungede og tænkt så det knagede. Jeg kunne knapt vælge citater til dette indlæg, fordi der er så meget, der er så godt, så meget at drage ud som siger så meget, og som er så hysterisk morsomt og sandt, at det fortjente at komme med. Det her er en god bog!

"Aldrig ejer man verden som på det tidspunkt, inden. Når tiden var afmålt, forekom alting mig klarere, som findes der mellem beslutning og afrejse en særlig magi."


søndag den 16. oktober 2016

Tema: Det moderne gennembrud #6 - "Amalie Skram, Barnefortellinger" - her er der ingen kære mor!

Amalie Skram - udvalgte Fortællinger, udgivet første gang i 1909 på Gyldendalske Boghandel og Nordisk Forlag, denne udgave er første værk i BoDs kvinderække fra 2005

I mine tidligere indlæg om Amalie Skram har jeg lagt vægt på hendes ægteskabs- og slægtsromaner, men som det måske er nogen bekendt, så skrev Skram også en række fortællinger for børn. I 1890 udgav hun Barnefortellinger, som indgår i dette samlingsværk. Det var i årene omkring denne, at man for alvor fik øjnene op for børnelitteratur i Norden, og flere forfattere udkom med deres bud på børnefortællinger.
Siden antikken har det været kendt, at litteraturen skulle have en opdragende effekt, og det må man sige at kunne få øje på, hvad enten det er i H.C Andersens moralske eventyr, eller med Lewis Carrol's Alice i Eventyrland. 
Hvad der dog var særlig kendetegnende for børnelitteraturen, og som stadig er det, var de eksotiske omgivelser og de fantastiske begivenheder. Fortællingerne kunne dog ligeså godt udspille sig i en norsk bygd eller en københavnsk provins som på fjerntliggende sydhavsøer, men sammensætningen af dramatiske spændingsfortællinger, og den deri indbyggede moral, dannede rammen om enhver børnefortælling, og rev de unge læsere med.

"Det var Lørdag Eftermiddag, og en Del af Skibene flagged i Solskinnet og Vindstillet ovenpaa Uvejret, som havde raset i flere Døgn og pisket Havbundens Mudder op til Overfladen, saa at Vandet, der aldrig var ganske klart, idag havde en skiddengraa Farve."

Hvad jeg dog studser over i Skrams fortællinger er den til tider meget dystre realisme, der umiddelbart virker som ret hård kost for et barn. Gennem læsningen sad jeg og forestillede mig at skulle læse en af historierne højt for et barn som f.eks. godnatlæsning: Jeg tror nok, man ville kunne se frem til et par ugers forstyrret søvn af en mareridtsramt tumling, hvis man serverede en af de pågældende historier!
Skram er, som tidligere fortalt, kendt for sin psykologiske realisme. Det er sjældent den ydre handling der står i centrum for hendes fortællinger, hvilket heller ikke her gør sig gældende. Dette kan man måske godt undre sig over med det in mente, at hun netop henvender sig til et yngre publikum. Normalt er børnebøger spækket med fantastiske, maleriske beskrivelser af omgivelserne, af personernes ydre, landskabet - det hele er så sødmefuldt og froté-agtigt, men det overser Skram fuldstændig og overdynger i stedet fortællingerne med religiøstklingende moralprædikener øjnet i dybt psykologiske perspektiver.
Der er ikke ret meget, der er skønt i Skrams små historier. Vandet er skiddent og husene lugter, kvindernes næser er spidse og bevortede, og mændenes stemmer buldrer. Dertil bliver børnene straffet for deres letsindighed og mangel på gudsfrygt. De værste ting overgår dem, idet de fejler, og børnenes egen fantasi hjælper kraftigt budskabet om respekt og lydighed i mål.

"Jammen end Tante Lise da? Havde hun kanske ikke stjaalet og løjet? Igaar løj hun for Rangle og så, at Mamma blev borte i 14 Dager, og her forleden havde hun ta't den Kringle, som var faldet ned fra Kagekonens Kurv og gi't den til en Fattiggut. Og hendes Mamma havde ofte bedt Inger lyve, naar der kom Visitter, som hun ikke vilde være hjemme for. Hvorfor skulde det saa være saa meget værre, at hun gjorde det? Jo, hun vidste det nok. Det var, fordi de smaa Børn, skulde bli til Engler, men de Voksne blev bare til Lam og saa'nt. Derfor maatte Børnene være saa snille, saa snille."

Èt af Skrams hovedbudskaber, der går igen i samtlige hendes værker, er idéen om, at man aldrig kan løbe fra sin skæbne, og det er endnu engang, hvad hun også prøver at belære børnene om: Alt hvad du gør, alle beslutninger du tager, vil have en konsekvens. Dine handlinger vil følge dig, og ligegyldigt hvor meget du prøver at ændre dit fremtidige liv, vil din skæbne altid indhente dig. I disse fortællinger er det dog ikke fremsat som noget negativt, men snarere som et slags held.
Tidspunktet, fortællingerne er skrevet på, bærer tydeligt præg af Skrams, i denne periode, ustabilitet. Det var i disse år, hun lagde op til brud med ægtemanden, Erik Skram og i lange perioder boede hos sin pietistisk og stærkt religiøse mor, som uden tvivl har påvirket hende. Ligeledes ser man i fortællingerne, hvordan hun trækker tråde tilbage til sit første ægteskab med kaptajnen, August Müller med hvem hun og parrets to drenge sejlede verden rundt. De to drengeskikkelser, hvis heftige sind og bekymrende handlinger skaber fortællingernes uhygge, optræder flere gange, og også her kan man muligvis ane den uro og røre Skrams egne drenge skabte på samme tidspunkt.

Det kræver ikke den store opfindsomhed fra læserens side at drage paralleller mellem disse fortællinger og gøre sig en forestilling om Skrams egne tanker over tilværelsen - at se dem som et slags tilbageblik på hendes egen rolle som mor, hvad hun har givet videre, hvordan hendes børn er blevet påvirket, og hvor det har bragt dem hen. I en af fortællingerne navngiver hun endda hovedpersonen med sin egen datters navn. Her er det også tydeligt at mærke, at hun højst sandsynlig har haft en meget levende og klar rollemodel i tankerne for karakteren. Denne er langt mere elskværdig og ægte, og læseren falder straks i medlidenhedens fælde for den stædige, surmulende, men sympatiske Johanne i novellen, Det blaa Atlaskesbaand og den røde Dukke Silke. 



Karakteristisk for samtidens børnelitteratur var dog, at det var skabt af voksenlitterære forfattere, som skildrede børnene i teksterne på en måde, så teksterne appellerede til både børn og voksne, hvilket måske klarest ses i målet om belærende budskaber. Hvad der dog især ramte mig i disse fortællinger var den hårde tone - manglen på gode og rare ting. Men som Sylvia Plath udtrykte det så fint, i hvad der må være et af mine yndlingscitater:

"Why the hell are we conditioned into the smooth strawberry-and-cream Mother-Goose-world, Alice-in-Wonderland fable, only to be broken on the wheel as we grow older and become aware of ourselves as individuals with a dull responsibility in life?"

Hvorfor pakker vi altid børn ind i vat? Hvorfor fylder vi dem med fortællinger om prinsesser i farvestrålende kjoler og gyldent hår, som altid får prinsen på den hvide hest? Hvorfor bilder vi dem ind, at verden er et rart sted at være - de får jo et chok den dag virkeligheden banker på!
Som Skram så kynisk fortæller det: Hvis ikke du kan dine lektier, falder din mor i vandet og er lige ved at drukne for øjnene af dig, for så kan du lære at lave dine lektier i stedet for at holde øje med små negerdrenge på havnekajen! Den var nok ikke gået hos Disney!

Hvad jeg dog i modsætning til dette godt kan studse over, er Skrams behov for kold og kynisk realisme, selv for de mindste, når man tænker på, hvor ofte hun selv prøvede at flygte fra hverdagen, og hvor meget hun holdt af netop denne flugt. Hvorfor må børnene så ikke længes lidt? Og endnu en ting, der slog mig under læsningen: Hvorfor bilder vi børn så mange ting ind, hvorfor skræmmer vi dem med vores moralprædikener, i stedet for bare at sige tingene som de er? Som barn fik jeg f.eks. gentagne gange at vide, at man ikke måtte pille næse, fordi fingeren kunne sidde fast. Jeg kunne bare se på min oldefar, der manglede halvdelen af sin pegefinger - den anden halvdel sad oppe i hans næse, sagde min mor, og man havde været nødt til at skære den af. Man måtte heller ikke gøre sig skeløjet, for så kunne øjnene sidde fast, og sad man for tæt på fjernsynet, var den også gal. Jeg gik endda i klasse med én, som var skeløjet! Og så skulle man spise op, for ellers kom julemanden ikke til jul, og når Hjem-is bilen ringede med klokken, så var det fordi, han havde udsolgt! Hvad.Er.Meningen!?

"Men Ole laa længe vaagen og pintes ved Tanken om, at denne Tildragelse sikkert var en Straf fra Gud, fordi han to Ganger var sovnet fra Fadervoret. Og saa Lyset, som han havde glemt at slukke. Moren vilde faa vide det, for det var jo udbrændt, og det skulde ha varet i to Aftener til."

I sin sidste fortælling drager Skram dog mod blødere landskaber. Her fortæller en lille pige sin mor om drømmelandet, Majkaland. Moderen gør først en smule grin med pigens fantasi, men drages alligevel af barnets evne til at skabe disse forestillinger. Til trods for de bløde former ender historien alligevel, mellem linjerne, i en melankolsk dødssøvn, og det minder mere om en hyldest til døden end til livet. Men sådan var det vel også for Skram.

Skrams historier var i sin bogstaveligste forstand taget ud af virkeligheden, og man må sige, hun har taget Platons lære om litteraturens opdragende effekt til sig. Der er ikke lagt fingre imellem, og som der står på bagsiden af bogen, var hun ukrukket nordisk.


søndag den 9. oktober 2016

"Norma"

Norma, skrevet af Sofi Oksanen, udgivet på norsk ved Forlaget Oktober 2016

For nogle år siden læste jeg Sofi Oksanens roman Baby Jane og var tryllebundet fra første sætning. Oksanen bruger sproget på en helt igennem kunstfærdig og beundringsværdig måde. Det er så følsomt og nært, når hun beskriver ting, stemninger, fornemmelser - det går smerteligt ind under huden. 
Efter succesen med Baby Jane kastede jeg mig derfor over hendes andre værker, og jeg fandt ud af, at Oksanen ligeledes er en fænomenal historiefortæller. Hendes karakterer er yderst troværdige, og man føler, man kender dem. Da jeg så, hendes nyeste roman, Norma udkom sidste år, kunne jeg selvsagt ikke vente til den engang kom på dansk, eller rettere: Jeg håbede inderligt, den blev oversat til dansk ligesom hendes tidligere romaner. Det virkede dog til at lade vente på sig, så da jeg tilfældigvis spottede den i en boghandel i Trondheim i sommers, var det nærmest en bølge af glæde der skyllede ind over mig. Ikke bare var bogen guddommelig smuk, den udstrålede også en fantastisk historie. 
Jeg har nu gået og beundret den i et par måneder, og gik så endelig igang i sidste uge. (Nogle bøger kræver bare den helt rette situation, og jeg følte endelig, tiden var inde ;) )

"Brylluppet var beskjedent, slik skikken var den gang, og uten slektninger. Foreldrene våre hadde ikke godkjent valget av make, slik de heller ikke hadde godkjent beslutningen vår om å dra til Sverige. For Helena og meg var det et avgjørende skritt, en løsriving fra Naakkabygda. Vi skjønte ikke at forretningene til de ferske ektemennene våre grunnet seg på lyssky aktiviteter, vi var så blåøyde og forelskede."

Norma er en fortælling om den magtpåkaldende skønhedsindustri, om familiehemmeligheder og om slægtsskab - det sidste et ret velkendt emne for Oksanen. Norma er en 30-årig kvinde, hvis mor begår selvmord ved at hoppe ud foran metroen. Sådan ser det i hvert fald ud. Hurtigt finder Norma dog ud af, at der er noget ved den antagelse som ikke stemmer. 
Gennem en række efterladte videoer, som moren har optaget, får Norma flere og flere brikker til et, hvad der synes både farligt og umuligt, puslespil. 
Normas mor, Anita har før sin død arbejdet i en frisørsalon, som også importerer hår-extensions. Anita har her en helt særlig kontakt, som hurtig bliver interessant for direktøren, Lambert. Der er dog bare dét ved det, at Anita også gemmer på en stor hemmelighed, som gør det umuligt for hende at røbe noget som helst. 
Umiddelbart virker import af hår-extensions meget tilforladeligt, men det skal vise sig at indeholde langt mere, og Norma bliver en essentiel brik i sit eget store puslespil.

Romanen er en blanding af genrer. For det første er der det helt store mysterium om Anitas død og handlen med extentions, der virker nærmest mafia-agtigt, og som får værket til et synes som en thriller. For det andet er der mysteriet om Normas hår, der vokser 1 meter i døgnet, og som på en eller anden måde giver Norma nogle synske evner: Håret advarer hende om farer, og hun kan lugte på andres hår, om de er syge, eller hvilken sindsstemning de er i. Håret fungerer desuden som et slags våben, og en slægtning i familien, som var ligeså "hårfager," formåede endda ubevidst at slå to mennesker ihjel med sit hår, da det forsvarede hende mod fare. Hele denne "Rapunzel" allegori får værket til at minde om et eventyr, hvilket også er hvad både omslaget og designet inden i bogen lover. 
Under al Hårmafia-og-Rapunzel snakken skjuler der sig en politisk agenda: Oksanen prøver, som det er sædvanen tro, at skubbe diskussionen om ligestilling, magtmisbrug og psykisk sygdom ind i værket.

"Den som hersker over drømmene, hersker over verden. Den som hersker over håret, hersker over kvinnene. Den som hersker over forplantningsevnen deres, hersker samtidig over mennene. Den som holder kvinnene tilfreds, gjør mennene tilfreds, og den som behandler mennesker når de har hår- og babyfeber, er konge over dem."


Der er meget på spil i denne roman. Problemet er bare, at jeg ikke køber noget som helst af det. Hold så helt op, hvor er jeg skuffet! Allerede 30 sider inde i bogen var jeg faktisk ved at give op. Oksanen plejer vha. et henrivende, malende og magisk sprog at rive sin læser ind i fortællingen med en sådan kraft, at man umuligt kan stå imod. Det er der absolut ikke noget af her. Sproget er fladt og uinspirerende. Normalt, når jeg læser en bog af Oksanen, fylder jeg bogen med tusindvis af overstregninger, post-its og noter, fordi jeg bliver så betaget af nærmest hvert enkelt ord. Det sker bare ikke rigtig her. Ikke på noget tidspunkt var der vendinger, jeg havde lyst til at strege over.
Personerne er ligeledes meget svære at få et forhold til. Alle virker de ligeså døde som Anita, og "mysteriet" bliver virkelig svært at købe måske netop af samme årsag. 
Jeg fortsatte på trods af min, allerede meget tidligt i processen, stærke tvivl. Bogen er bare så flot og lover i sig selv en fantastisk fortælling, så jeg kunne næsten ikke bære, at den skulle være dårlig. På trods af min stædighed blev det dog ikke bedre. Oksanen plejer at feje benene fuldstændig væk under mig, men denne gang har hun ærlig talt begået en bommert. 

"Hvis alt går bra, kan vi gi oss over til god mat og søvn, spa og hvile i august. Vi skal skåle for framtida, du kommer til å få mer enn du har våget å drømme om. Da er jobben min gjort, og jeg vil ikke synes at prisen for ditt nye liv var for høy."

Intentionen i romanen er god. Jeg elsker Oksanens iver efter at problematisere samtidens blåøjethed. Jeg elsker den måde, hun graver i historien, de mange lag hun tilføjer sine fortællinger, men denne gang har hun altså fejlet groft.

Om ikke andet kan jeg stadig beundre bogens omslag og ikke mindst glæde mig til Oksanen kommer på Bogforum til november. Jeg er så star strucked, og jeg kan næsten ikke vente til jeg skal ånde den samme luft som det geniale menneske, hun ellers er! 


lørdag den 1. oktober 2016

"Put down everything that comes into your head and then you're a writer. But an author is one who can judge his own stuff's worth, without pity, and destroy most of it."


I forbindelse med Esbjerg Biblioteks nye tiltag, Forfatternes Forhal har vi tidligere elever fra FGK nu mødtes et par gange til tekstlæsning, og har desuden flittigt benyttet os af andre arrangementer. Når det er blevet fortalt, at vi er fra FGK, falder flg. spørgsmål altid: "Er du så forfatter?" "Er I kommende forfatterspirer?" Hver gang står vi alle sammen og kigger lidt forlegent på hinanden, kommer med lidt tvetydige lyde og får egentlig aldrig rigtig svaret. For er vi det?

"As far as I'm concerned, the entire reason for becoming a writer is not having to get up in the morning."

Da Forfatternes Forhal startede, snakkede jeg med nogle andre brugere om selve navnet. Nogle påpegede, at det virkede skræmmende, lidt for formelt til, at man som helt almindelig dødelig måtte være der - at man ikke var "god nok" til en sådan kategori. Jeg er fuldstændig enig. Begrebet forfatter lyder meget højtideligt, og når det nævnes om nogen, at de er forfatter, så ved man altså godt, at det er noget af en bedrift. Jeg så et indslag i Go' aften Danmark i går, hvor en gæst sagde: "Jeg synes da, jeg har opnået meget i mit liv, som jeg er stolt af. Jeg har et arbejde jeg er glad for... Og så har jeg udgivet en bog." Den sidste sætning kom som en hurtig indskydelse a' la: bare-lige-for-at-understrege-at-jeg-er-noget-særligt-og-faktisk-har-bedrevet-noget-virkelig-interessant.
Det er ikke nok at sige, at man har taget en uddannelse og har et job, man er glad for. Man topper lige kransekagen med et: Jeg er FORFATTER. For det er åbenbart en ret anerkendt bedrift.


Men hvornår er man forfatter? Da jeg gik i 8.klasse og skulle til min første samtale med skolens uddannelsesvejleder blev jeg præsenteret for Jobkompasset: En hjemmeside hvor man kan sidde og navigere rundt i alle de mange erhverv der findes, og blive "hjulpet" til, hvordan man blivet dét, man gerne vil være. På Jobkompasset står der, at for f.eks. at blive forfatter, skal man gå på Forfatterskolen. Vil man derimod være tekstforfatter, er der en lang række andre muligheder. Man kan bl.a. læse litteraturvidenskab (der var jeg heldig!), retorik, journalistik, kommunikation og kaospilot (hvad det så end er??) Her opstår, for mig, et væld af spørgsmål: Er det en garanti, at fordi man går på Forfatterskolen, så bliver man forfatter? (Og hvorfor kan man kun blive forfatter den vej igennem, men TEKSTforfatter af tusinde af andre omveje?) Skal man ikke udgive noget, før man kan kalde sig forfatter? Virker det ikke en smule underligt at sige: "Jeg læser til forfatter."? Og er det i det hele taget et erhverv. Jeg mener, det er de færreste danske forfattere der kan leve af at skrive bøger, og de fleste har et (andet) arbejde ved siden af? Jeg har gået på Forfattergrundkursus, er jeg så også forfatter, eller kun en brøkdel forfatter, en forfatterspire, som én så fint udtrykte det? Og hvad så med alle de "forfattere" der ikke har gået på Forfatterskolen, men som alligevel i daglig tale bliver kaldt forfattere. Er det ikke det samme som at kalde sig læge og operere på selvstændig basis uden at have læst medicin?

"A professional writer is an amateur that didn't quit." 

Der er en vis form for snobberi forbundet med Forfatterskolen. Det er netop som om, at fordi man har gået på Forfatterskolen, er der garanti for, at man får noget udgivet og bliver skamrost i medierne. Jeg ved godt, der er en optagelsesprøve, og de der udvælger de kommende elever, underviser dem og følger dem til vejs ende, kan noget. At der er en grund til, at de underviser på Forfatterskolen, og en grund til at man bliver optaget, men der findes også mange andre forfattere, som ikke har gået på Forfatterskolen, og som er ligeså dygtige, hvis ikke dygtigere, og som langt fra får den anerkendelse, de fortjener. Igen: Forfatterskolen er ikke nødvendigvis et endegyldigt kvalitetsstempel. Men det bringer os selvfølgelig ikke noget nær et svar på, hvornår man er forfatter.


Der findes efterhånden en del som springer på bølgen Selvudgivet forfatter, og hvor bliver jeg træt! Nu kan det godt ske, jeg træder nogen over tæerne, men jeg er ret ligeglad. Det er ret simpel: Lad. Nu.Være! Du er ikke forfatter, fordi du har skrevet nogle ord i et dokument, selv printet det ud, formet det som en "bog" og nu forlanger, at andre mennesker skal betale for at læse det. Stop! Jeg havde på et tidspunkt en lang og meget drænende diskussion med én om dét at selvudgive. Her fløj der argumenter som: "Bare fordi forlagene afviser mit manuskript, er det jo ikke ens betydende med, at jeg ikke kan skrive. Bare se på J.K Rowling!" Ja, men du er ikke J.K Rowling, og hvis du bliver afvist af et forlag, så er det fordi, der har siddet et kompetent menneske, som ved hvad han/hun snakker om og vurderet, at der ikke er belæg for at udgive dit manuskript, enten fordi det bare ikke er godt nok, fordi dét forlag ikke kan se nogen økonomisk gevinst i det, eller noget helt tredje, som de sikkert kan give en fornuftig forklaring på.
Selvfølgelig er det ikke forlagene der ene og alene har magten til at bestemme, hvem der skal være forfatter, og hvem der ikke skal, hvem der kan skrive og hvem der ikke kan, for selvfølgelig er der noget om det, når én som J.K Rowling bliver afvist af, hvad, 5-8 forlag, før hendes manuskript bliver antaget - der er sgu en redaktør eller to der ærgrer sig gevaldigt! Men igen, jeg er sikker på, de der afviser et manuskript har en legal begrundelse derfor, og den grund er bestemt ikke ens betydende med, at man så skal gå hjem og sætte sin printer på overarbejde, folde sit afviste manuskript til en bog for dernæst at tro, at man er i sin fulde ret til at kalde sig forfatter på samme vis, som en person der opererer folk hjemme i stuen, uden at have noget bevis for sine kundskaber, heller ikke kan kalde sig læge.

"If you have any young friends who aspire to become writers, the second greatest favor you can do them is to present them with copies of The Elements of Style. The first greatest, of course, is to shoot them now, while they're happy."


Som jeg lagde ud med at sige, er der er noget ganske særligt over det, at blive kaldt forfatter, men er det ikke som om, der er gået lidt sport i det? Jeg synes efterhånden, jeg ser medierne bruge betegnelsen over alt om alle. Om små piger der har "udgivet" en bog om, hvordan de fletter deres hår, hipstere der dikterer, at vi skal spise grød i alle afskygninger, "terapeuter" der har taget en "uddannelse" over nettet, og som nu rådgiver os andre til det perfekte, velafbalancerede liv. Alle bliver de betegnet som "forfattere." Prøv nu at hør her! Det er mennesker, der har været fuldt mandsopdækket af journalister, TEKSTforfattere og redaktører, og som har sagt nogle ord, der er blevet skrevet ned og bearbejdet af nogle andre, og som nu går under titlen forfatter. Jeg synes ikke, det holder helt, og jeg bliver faktisk lidt muggen, for det bagatellisere det arbejde, de "virkelige" forfattere sidder og foretager. Jeg kunne forestille mig, det var noget nær det samme som at bruge 5-6 år af sit liv på at slide sig igennem psykologistudiet for at blive autoriseret psykolog, og derefter blive sammenlagt med en terapeut der har taget sin "uddannelse" over nettet, som i virkeligheden er et 3 dages kursus.

Jeg er dog bestemt ikke af den overbevisning eller tilhænger af, at man først er forfatter, når man har gået på Forfatterskolen, eller når et bestemt forlag siger, at man er. Alligevel tænker jeg, om ikke det er et ret svævende begreb, hvis ikke én af disse faktorer er til stede? Igen, man vil jo gerne betegne det, at være forfatter, som noget man kan blive, ergo en uddannelse og et erhverv. Omgås man disse førnævnte faktorer, er det så ikke at ødelægge den hensigt lidt?

"When writers die they become books, which is, after all, not too bad an incarnation."

Under samtalen om navnet på Forfatternes Forhal blev der sagt, at man vel godt kan kalde sig forfatter, når man f.eks. er i gang med at skrive et værk, fordi man er undervejs i processen, og det jo er et arbejde. Men igen, det bliver hurtig ret abstrakt, for jeg har sgu arbejdet på mange tekster, hvor 90% af det har været noget værre lort, og jeg er ikke forfatter. Heller ikke de, der når at printe noget ud og klipse det sammen er forfattere.
Er det måske noget med, at man først er forfatter, når andre betegner én som en sådan? Heller ikke rigtigt, vel? For hvem skal de andre være, hvis ord dikterer det? Og hvad nu, hvis man stadig ikke selv synes, man er forfatter?

Hvad er en forfatter? Hvornår kan eller man kalde sig forfatter?


torsdag den 22. september 2016

"Loosing Louise"

Loosing Louise, skrevet af Kristin Berget, udgivet ved Forlaget Cappelen Damm første gang 2007. Denne udgave er fra 2015

"vi gjennomlyser klærne med lommelyktene
for å lese historiene i lemmene
vrid oss opp av sanden mot natten
beveker oss mot hverandre     for å lage
et nytt språk
hun og hun er ikke det samme som
hun og han     en ordbok skal oppstå
av fingre over ansikt   hofter i rytme
jeg hvisker: la alt stå åpent
øyne    hender    navn"

Første gang jeg stiftede bekendskab med Kristin Berget var til et Vellitt arrangement på Huset i Esbjerg. Vi havde forinden, på FGK, læst et uddrag af hendes digtsamling Der Ganze Weg, som Forlaget Fuglekøjen netop havde udgivet og oversat i samarbejde med tidligere elever fra FGK. Jeg blev hurtigt grebet af hendes eksperimenterende stil, den voldsomhed der ligger i hendes sprog, men som alligevel føles blød, var dragende. Da vi efterfølgende havde masterclass med hende, var jeg solgt. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg sad og sugede hendes ord til mig, hvordan jeg efterfølgende var helt smadret i kroppen, fordi jeg i ren iver havde siddet yderst på stolekanten, helt spændt og aldeles opslugt. 
Jeg har sidenhen læst Der Ganze Weg et par gange, og min anmeldelse kan læses her. Jeg havde dog på ingen måde fået nok, så da jeg var i Trondheim i sommers, gik jeg målrettet på jagt hos samtlige boghandlere for at få noget Berget med til Danmark. Og jeg havde heldet med mig: 

Loosing Louise er Kristin Bergets debut og kan vel betegnes som et langdigt i meget alternativ komposition. Værket rummer to stemmer, Louise og C. De to er smerteligt elskende og taler konstant forbi hinanden, men prøver dog at forstå. Det hele er et finurligt misk mask af noget der ligner breve, korte sætninger, streger, mønstre, pile, sange, lyrik, og ved første øjekast kan det hele synes meget abstrakt. Men i den rodede komposition er der alligevel en klar vej. Digtet handler nemlig om de kommunikative vildspor der oftest ligger til grund for mange af de udfordringer, man oplever i et forhold, og når man øjner dette, giver den ellers så forvirrende komposition mening. Det er den der kommer til at støtte op om budskabet, at man kan læse og forstå hinanden på mange måder,  at der ikke findes én klar fremgangsmåde, når det kommer til dét at forstå hinandens sprog. Der er ikke nogen lige vej til forståelse, og i øvrigt heller ikke nogen facitliste. "Læsevejledningen" bliver som en labyrint, og der er flere muligheder - der findes ikke noget endegyldigt svar på rigtigt og forkert, på samme vis som der sjældent gør i to menneskers sprog eller følelser for den sags skyld. 


"pappa sa alltid
til meg at
jeg er en asfaltblomst"

Som med Bergets efterfølgende værker handler også dette om køn, om vores trang til at systeminddele vores opfattelse af køn. I et lettere provokerende, men stadig rendyrket poetisk sprog, udvisker hun grænserne mellem det maskuline og det feminine. Samtidig gør brugen af både sangtekster, men også de meget tempofyldte og tætskrevne passager værket til en nærmest musisk oplevelse. 

Der sker meget på få sider, det er ambitiøst, men det fungerer. Jeg keder mig ikke på noget tidspunkt i min læsning, jeg føler mig tværtimod godt beskæftiget, uden at det bliver for overvældende. Selvom der sker meget, så hænger det alligevel sammen. Alle de små dele hjælper hinanden godt på vej, så man tydeligt fornemmer den helhed, digtet skal være og det i et meget meget smukt, ømt og jeg-mener-det-sgu sprog. Jeg er dybt rørt!

"du minner meg på at
jeg har vært borte lenge
det vil ta tid å finne tilbake

jeg vet ikke hva dette er
som vi gjør mot hverandre
og ikke hva det betyr
(eller ikke betyr)
jeg vil fortelle om meg selv
sånn at du vet hvem jeg er"


Det allerfedeste ved denne udgave er, at man har valgt at udgive det direkte, som Berget selv har skrevet det på skrivemaskinen. Alle rettelser, tegninger, overstregninger osv. er bibeholdt. Det får materialet til at virke meget umiddelbart, råt og rent - det er helt og holdent forfatterens ord, og man har ikke fornemmelsen af en markedsført bearbejdning. 

onsdag den 21. september 2016

Grammar nazi - en uddøende race?



"Er X ikke et rimelig seriøst forlag? De bruger ikke billige oversættere, og forfattere kan ikke betale sig til en udgivelse, vel?" 

For et par dage siden fik jeg ovenstående besked fra en veninde. Jeg svarede hende, at man vel måtte antage en vis seriøsitet i og med, at forlaget er et af Danmarks største og mest velrenommerede, men jeg stoppede i det samme mig selv: Jeg har på det seneste været i tvivl. Ikke fordi jeg tror, de underbetaler deres oversættere (tværtimod), eller laver aftaler under bordet med deres forfattere. Det, jeg dog flere gange har studset over, er den ortografiske kvalitet af udgivelserne, ikke blot fra det forlag, min veninde nævnte, men fra forlagene generelt. Den sidste bog, jeg læste, var nærmest kommaløs, allerede på tredje side var der trykfejl, og igennem min læsning talte jeg flere af disse.
Mit umiddelbare indfald er, at når man taler om så store forlag, forventer man ikke sådanne "upsere." Samtidig tænker jeg dog, at forlagets størrelse ikke nødvendigvis hænger sammen med kvalitet. Ikke længere. Der var engang, hvor visse forlag var "de førende," de der slog takten an. Det var de forlag, man respekterede og rettede sig efter, og der var noget over det, når man som forfatter blev udgivet hos et af de store forlag. (Det er der måske nok stadig.) Men det er som om, slapheden har sneget sig ind på disse "store forlag."

"Når man som total uerfaren læser får fat i sådan en bog, så mister jeg ærlig talt troen på, at litteraturen tilbyder noget, jeg ikke kan få andre steder. Det forekommer også i mit undervisningsmateriale. Jeg kan jo dårligt beundre noget der er af ringere kvalitet, end jeg selv kan fremstille."

Selvom jeg gerne vil tro på, at retstavning ikke bestemmer god eller dårlig litteratur - at du også kan fortælle en fremragende historie, selvom du staver som en hest, så er der noget om det. Autoriteten forsvinder, når afsenderen staver som en 1.klasses elev. For det første er det en helt anden sag, når man taler om veletablerede forlag, hvor oversætterne, korrekturlæserne og redaktørerne får penge for det arbejde, de udfører.  For det andet betaler jeg penge for at få lov at læse det arbejde, de (ikke) foretager. Det frembringer en reel problematik: Hvad skal man rette sig efter, hvis ikke de der virkelig burde have fingeren på pulsen, og som lægger vejen for os andre, ikke engang kan finde ud af det, hvad stiller vi så op med den danske retstavning - forgår den? Er det i det hele taget forlagenes ansvar, eller efteraber de blot det samfund, de lever af?


Jeg har tit hørt fortællinger om, hvor skræmmende redaktører, skribenter og deslignende var engang. Hvor højtagtede litterater de var. Deres ord var nærmest lov, og man kunne i hvert fald være sikker på, at de der udtalte sig offentligt om litteratur ikke var til at spøge med, eller nogen man som almindelig dødelig tog en udfordring op med. Nu ved jeg snart ikke. Enhver kan kalde sig anmelder i dag, enhver kan kalde sig forfatter. Hvor blev den der autoritet af? Alle møver sig ind overalt, fordi de føler deres kommentarer for vigtige til at udeblive. Der er ikke noget der er forbeholdt "visse mennesker," alle kan det hele, og ingen skal fortælle nogen, at de ikke kan, at de ikke "hører til," at det ikke er deres "plads." Man behøver ikke have hverken uddannelse, kløgt, indsigt eller særlige kommunikative evner for at besidde posten som "ekspert." Og på sin vis er det jo dejligt, men for pokker, det bliver sgu en anelse slapt. Måske er det fordi, vi ikke selv forlanger det store, fordi det er for anstrengende at stille krav?
De offentlige fora er blevet ét stort slaraffenland for analfabeter, der sidder hjemme på sofaen og lukker galde ud, men som føler sig i deres absolut stærkeste ret til at berige resten af verden med deres hjemmehæklede sproglige blomster. Det bliver for uoverskueligt at sortere i det, så derfor lader vi det skylle ind over os. Er det dét der sker på forlagene også? At der er for meget at rydde op i, så man derfor febrilsk rider med på bølgen i håb om ikke at drukne? Jeg nægter at tro, at det er noget så sørgeligt, der er ved at ske, men hvis ikke dét, hvad er det så?

Jeg læser flere og flere artikler om, at bogen lever i sit bedste velgående, så det kan ikke være fordi, forlagene ikke får penge nok i kassen til at betale deres redaktører en ordentlig løn. Som sagt kalder alle sig i dag forfattere, og det vælter ud fra forlagene med bøger om sure kællinger der bitcher over andre kællinger, coachingbøger der guider dig sikkert til det perfekte liv, den perfekte krop, det perfekte parforhold og de perfekte børn. De fysiske bøger bliver tilmed dyrere og dyrere, så det er ikke ligefrem stram økonomi der kommer til mig som det første, når jeg tænker mulige årsager til forlagenes ortografiske slaphed. Men hvad er det så der sker?

Jeg har ikke nogen særlig insiderviden, jeg føler mig ikke autoritær nok til at klage højt og flot, og jeg kan heller ikke se mig selv fejlfri, når det kommer til syntaks og tegnsætning, men jeg undres. Jeg følger på klassisk og hyklerisk vis strømmen og lukker varm luft ud i det offentlige rum uden at have noget særligt at have det i, men igen, jeg undres.
Skal vi lade alt det der med kommaregler og retstavning gå i glemmebogen, når ingen alligevel kan finde ud af det eller vægter det særlig højt? Må vi indse, at det bare ikke har den samme betydning længere? Er det dét, vi skal tage med os ind i den antropocæne tidsalder (ja, det er så et nyt ord, jeg har lært i dag, og som min underviser siger, gælder nu!) og huskes for - at vi fra denne tid stavede som heste, og at vi faktisk var ligeglade?