torsdag den 22. september 2016

"Loosing Louise"

Loosing Louise, skrevet af Kristin Berget, udgivet ved Forlaget Cappelen Damm første gang 2007. Denne udgave er fra 2015

"vi gjennomlyser klærne med lommelyktene
for å lese historiene i lemmene
vrid oss opp av sanden mot natten
beveker oss mot hverandre     for å lage
et nytt språk
hun og hun er ikke det samme som
hun og han     en ordbok skal oppstå
av fingre over ansikt   hofter i rytme
jeg hvisker: la alt stå åpent
øyne    hender    navn"

Første gang jeg stiftede bekendskab med Kristin Berget var til et Vellitt arrangement på Huset i Esbjerg. Vi havde forinden, på FGK, læst et uddrag af hendes digtsamling Der Ganze Weg, som Forlaget Fuglekøjen netop havde udgivet og oversat i samarbejde med tidligere elever fra FGK. Jeg blev hurtigt grebet af hendes eksperimenterende stil, den voldsomhed der ligger i hendes sprog, men som alligevel føles blød, var dragende. Da vi efterfølgende havde masterclass med hende, var jeg solgt. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg sad og sugede hendes ord til mig, hvordan jeg efterfølgende var helt smadret i kroppen, fordi jeg i ren iver havde siddet yderst på stolekanten, helt spændt og aldeles opslugt. 
Jeg har sidenhen læst Der Ganze Weg et par gange, og min anmeldelse kan læses her. Jeg havde dog på ingen måde fået nok, så da jeg var i Trondheim i sommers, gik jeg målrettet på jagt hos samtlige boghandlere for at få noget Berget med til Danmark. Og jeg havde heldet med mig: 

Loosing Louise er Kristin Bergets debut og kan vel betegnes som et langdigt i meget alternativ komposition. Værket rummer to stemmer, Louise og C. De to er smerteligt elskende og taler konstant forbi hinanden, men prøver dog at forstå. Det hele er et finurligt misk mask af noget der ligner breve, korte sætninger, streger, mønstre, pile, sange, lyrik, og ved første øjekast kan det hele synes meget abstrakt. Men i den rodede komposition er der alligevel en klar vej. Digtet handler nemlig om de kommunikative vildspor der oftest ligger til grund for mange af de udfordringer, man oplever i et forhold, og når man øjner dette, giver den ellers så forvirrende komposition mening. Det er den der kommer til at støtte op om budskabet, at man kan læse og forstå hinanden på mange måder,  at der ikke findes én klar fremgangsmåde, når det kommer til dét at forstå hinandens sprog. Der er ikke nogen lige vej til forståelse, og i øvrigt heller ikke nogen facitliste. "Læsevejledningen" bliver som en labyrint, og der er flere muligheder - der findes ikke noget endegyldigt svar på rigtigt og forkert, på samme vis som der sjældent gør i to menneskers sprog eller følelser for den sags skyld. 


"pappa sa alltid
til meg at
jeg er en asfaltblomst"

Som med Bergets efterfølgende værker handler også dette om køn, om vores trang til at systeminddele vores opfattelse af køn. I et lettere provokerende, men stadig rendyrket poetisk sprog, udvisker hun grænserne mellem det maskuline og det feminine. Samtidig gør brugen af både sangtekster, men også de meget tempofyldte og tætskrevne passager værket til en nærmest musisk oplevelse. 

Der sker meget på få sider, det er ambitiøst, men det fungerer. Jeg keder mig ikke på noget tidspunkt i min læsning, jeg føler mig tværtimod godt beskæftiget, uden at det bliver for overvældende. Selvom der sker meget, så hænger det alligevel sammen. Alle de små dele hjælper hinanden godt på vej, så man tydeligt fornemmer den helhed, digtet skal være og det i et meget meget smukt, ømt og jeg-mener-det-sgu sprog. Jeg er dybt rørt!

"du minner meg på at
jeg har vært borte lenge
det vil ta tid å finne tilbake

jeg vet ikke hva dette er
som vi gjør mot hverandre
og ikke hva det betyr
(eller ikke betyr)
jeg vil fortelle om meg selv
sånn at du vet hvem jeg er"


Det allerfedeste ved denne udgave er, at man har valgt at udgive det direkte, som Berget selv har skrevet det på skrivemaskinen. Alle rettelser, tegninger, overstregninger osv. er bibeholdt. Det får materialet til at virke meget umiddelbart, råt og rent - det er helt og holdent forfatterens ord, og man har ikke fornemmelsen af en markedsført bearbejdning. 

onsdag den 21. september 2016

Grammar nazi - en uddøende race?



"Er X ikke et rimelig seriøst forlag? De bruger ikke billige oversættere, og forfattere kan ikke betale sig til en udgivelse, vel?" 

For et par dage siden fik jeg ovenstående besked fra en veninde. Jeg svarede hende, at man vel måtte antage en vis seriøsitet i og med, at forlaget er et af Danmarks største og mest velrenommerede, men jeg stoppede i det samme mig selv: Jeg har på det seneste været i tvivl. Ikke fordi jeg tror, de underbetaler deres oversættere (tværtimod), eller laver aftaler under bordet med deres forfattere. Det, jeg dog flere gange har studset over, er den ortografiske kvalitet af udgivelserne, ikke blot fra det forlag, min veninde nævnte, men fra forlagene generelt. Den sidste bog, jeg læste, var nærmest kommaløs, allerede på tredje side var der trykfejl, og igennem min læsning talte jeg flere af disse.
Mit umiddelbare indfald er, at når man taler om så store forlag, forventer man ikke sådanne "upsere." Samtidig tænker jeg dog, at forlagets størrelse ikke nødvendigvis hænger sammen med kvalitet. Ikke længere. Der var engang, hvor visse forlag var "de førende," de der slog takten an. Det var de forlag, man respekterede og rettede sig efter, og der var noget over det, når man som forfatter blev udgivet hos et af de store forlag. (Det er der måske nok stadig.) Men det er som om, slapheden har sneget sig ind på disse "store forlag."

"Når man som total uerfaren læser får fat i sådan en bog, så mister jeg ærlig talt troen på, at litteraturen tilbyder noget, jeg ikke kan få andre steder. Det forekommer også i mit undervisningsmateriale. Jeg kan jo dårligt beundre noget der er af ringere kvalitet, end jeg selv kan fremstille."

Selvom jeg gerne vil tro på, at retstavning ikke bestemmer god eller dårlig litteratur - at du også kan fortælle en fremragende historie, selvom du staver som en hest, så er der noget om det. Autoriteten forsvinder, når afsenderen staver som en 1.klasses elev. For det første er det en helt anden sag, når man taler om veletablerede forlag, hvor oversætterne, korrekturlæserne og redaktørerne får penge for det arbejde, de udfører.  For det andet betaler jeg penge for at få lov at læse det arbejde, de (ikke) foretager. Det frembringer en reel problematik: Hvad skal man rette sig efter, hvis ikke de der virkelig burde have fingeren på pulsen, og som lægger vejen for os andre, ikke engang kan finde ud af det, hvad stiller vi så op med den danske retstavning - forgår den? Er det i det hele taget forlagenes ansvar, eller efteraber de blot det samfund, de lever af?


Jeg har tit hørt fortællinger om, hvor skræmmende redaktører, skribenter og deslignende var engang. Hvor højtagtede litterater de var. Deres ord var nærmest lov, og man kunne i hvert fald være sikker på, at de der udtalte sig offentligt om litteratur ikke var til at spøge med, eller nogen man som almindelig dødelig tog en udfordring op med. Nu ved jeg snart ikke. Enhver kan kalde sig anmelder i dag, enhver kan kalde sig forfatter. Hvor blev den der autoritet af? Alle møver sig ind overalt, fordi de føler deres kommentarer for vigtige til at udeblive. Der er ikke noget der er forbeholdt "visse mennesker," alle kan det hele, og ingen skal fortælle nogen, at de ikke kan, at de ikke "hører til," at det ikke er deres "plads." Man behøver ikke have hverken uddannelse, kløgt, indsigt eller særlige kommunikative evner for at besidde posten som "ekspert." Og på sin vis er det jo dejligt, men for pokker, det bliver sgu en anelse slapt. Måske er det fordi, vi ikke selv forlanger det store, fordi det er for anstrengende at stille krav?
De offentlige fora er blevet ét stort slaraffenland for analfabeter, der sidder hjemme på sofaen og lukker galde ud, men som føler sig i deres absolut stærkeste ret til at berige resten af verden med deres hjemmehæklede sproglige blomster. Det bliver for uoverskueligt at sortere i det, så derfor lader vi det skylle ind over os. Er det dét der sker på forlagene også? At der er for meget at rydde op i, så man derfor febrilsk rider med på bølgen i håb om ikke at drukne? Jeg nægter at tro, at det er noget så sørgeligt, der er ved at ske, men hvis ikke dét, hvad er det så?

Jeg læser flere og flere artikler om, at bogen lever i sit bedste velgående, så det kan ikke være fordi, forlagene ikke får penge nok i kassen til at betale deres redaktører en ordentlig løn. Som sagt kalder alle sig i dag forfattere, og det vælter ud fra forlagene med bøger om sure kællinger der bitcher over andre kællinger, coachingbøger der guider dig sikkert til det perfekte liv, den perfekte krop, det perfekte parforhold og de perfekte børn. De fysiske bøger bliver tilmed dyrere og dyrere, så det er ikke ligefrem stram økonomi der kommer til mig som det første, når jeg tænker mulige årsager til forlagenes ortografiske slaphed. Men hvad er det så der sker?

Jeg har ikke nogen særlig insiderviden, jeg føler mig ikke autoritær nok til at klage højt og flot, og jeg kan heller ikke se mig selv fejlfri, når det kommer til syntaks og tegnsætning, men jeg undres. Jeg følger på klassisk og hyklerisk vis strømmen og lukker varm luft ud i det offentlige rum uden at have noget særligt at have det i, men igen, jeg undres.
Skal vi lade alt det der med kommaregler og retstavning gå i glemmebogen, når ingen alligevel kan finde ud af det eller vægter det særlig højt? Må vi indse, at det bare ikke har den samme betydning længere? Er det dét, vi skal tage med os ind i den antropocæne tidsalder (ja, det er så et nyt ord, jeg har lært i dag, og som min underviser siger, gælder nu!) og huskes for - at vi fra denne tid stavede som heste, og at vi faktisk var ligeglade?


mandag den 5. september 2016

Hvad er god litteratur - Smagsdommere eller snobberi?


I eftermiddags var jeg til et af Forfatternes Forhal nye, spændende arrangementer: Samtalesalon. Omdrejningspunktet var selvfølgelig litteratur, og der blev talt ivrigt og inderligt. Jeg sidder lige nu med hovedet fuld af uafsluttede diskussioner, halve tanker og ambivalente følelser. Der blev taget hul på mange relevante indfaldsvinkler, og der er masser af stof til efterfølgende behandling.

Èt af de spørgsmål der blev diskuteret var, om litteraturen har brug for smagsdommere. Det er noget, jeg har tænkt over i mange sammenhænge, og jeg har intet klart svar. (Det har jeg aldrig til noget, så det kan ikke komme bag på nogen!) Jeg er yderst ambivalent i denne diskussion, for på den ene side, vil jeg gerne sige ja, det har den, men samtidig er nogle af de belæg, jeg finder der for, også fortaler for det modsatte.

Umiddelbart er min tanke, at litteratur er for alle, derfor har alle også noget at skulle have sagt i debatten om litteratur. At der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert, når det kommer til litteratur, fordi ikke to mennesker læser en bog ens - det kan aldrig blive den samme historie, de to læser, så derfor skal der være plads til ligeså mange meninger, holdninger og indfaldsvinkler som der er læsere. Alligevel tænker jeg, at der er en grund til, at hele den litterære branche, forlagene, forfatterne, anmelderne etc. stadig lever: Fordi der er nogen, der har fat i den lange ende og dikterer vejen frem. Ellers ville den litterære verden synke, hvis vi bare overlod den til "pøblen."
Måske er det ordet, smagsdommere, jeg har svært ved at få noget konkret ud af. Det er egentlig et ret paradoksalt ord i denne sammenhæng, for litteratur, god litteratur om man vil, handler jo netop om smag, og denne "smag" er individuel - der er ikke nogen smag der er mere rigtig end andre, og ordet dommer falder, i denne sammenhæng, derfor helt uden for feltet: Ingen kan gøre sig til dommer over folks individuelle smag.

Men er god litteratur så en smagssag? Èn af dem, jeg talte med i eftermiddags, sagde faktisk noget klogt. (Det var der nu mange der gjorde ;) ) Hun sagde, at for hende var forskellen, om man snakkede god litteratur eller gode bøger. Det var en virkelig fin og meget klar måde at isolere begreberne på. Hører man ordet, litteratur, lægger man straks noget "finere" i det - det bliver mere svævende og måske også ophøjet, hvorimod siger man, at man læser en god bog, så er det noget, alle kan forholde sig til. I det sidste ligger måske også, at man her har fået en god fortælling, og at det, i denne situation, var dét, man gik efter. I ordet litteratur er lagt, at man sikkert er gået mere teknisk til værks, mere "akademisk," som der også var én der påpegede, og her ændrer bogen/litteraturen sig jo også, for det bliver to vidt forskellige læseoplevelser. Man kan altså her spørge, hvad er det, man læser for? Er det for den gode fortælling, for sproglig berigelse, poetisk fortabelse eller hvad er det? Og det er her, det bliver svært at dømme noget som helst.


Men tilbage til "Ja, litteraturen har brug for smagsdommere": Der skal ikke meget uddannelse til for at se, at Fifty Shades of Grey ikke måler sig med Mrs. Dalloway, når vi taler litterær kvalitet. Her ville man jo nærmest blive straffet med døden, hvis man begav sig ud i nogen som helst former for sammenligning, men det ændrer ikke på, at den ene kan være lige så god en fortælling som den anden - at den ene har langt flere læsere, end den anden nogensinde kunne drømme om at få.
Er det noget snobberi at vende øjne, hver gang nogen nævner Fifty Shades of Grey, eller er man i sin fulde ret til at rulle så hårdt med dem, at man kan se sin egen hjerne? Er det flovt at nævne, at man læser krimier og ikke når orgastiske tilstande, når man læser Ulysses? Er man mindre intellektuel, hvis man læser Danielle Steel, end hvis man læser Proust? Det er ikke nogen hemmelighed, at der er en vis form for snobberi forbundet med den litterære verden. Jeg sidder ikke på mit studie og råber højt om, at jeg i forgårs så Bridget Jones i fjernsynet, og at jeg har en hemmelig last der. Så ville jeg muligvis blive smidt ud af universitetet. Men faktum er, at jeg ligeså gerne vil læse dén, som jeg vil læse Törless' forvirringer. Det er bare en anden form for læsning, jeg foretager. En læsning, jeg også har brug for. Jeg bliver ikke mindre intellektuel af at læse Bridget Jones (Okay, måske kan jeg godt mærke hjernecellerne smelte en smule, men hvad skulle jeg også stille op med så mange?), men jeg føler ikke altid, det er helt lovligt at indrømme det. Og hvorfor ikke? Fordi det ikke er højlitterært? Er der i det hele taget noget, der hedder højlitterær, er det ikke det samme, som at ville gøre sig til dommer over litteraturen?
Har vi alligevel ikke brug for en eller anden form for inddeling - en målestok? Sikkert nok, ellers ville mit studie vel ikke eksistere, men hvad er det egentlig også godt for? Gør vi/det nogen forskel? (Det er pludselig blevet en ret eksistentiel diskussion, jeg har fået rodet mig ud i, og jeg begynder helt at betvivle mit eget eksistensgrundlag!)

Jeg har absolut ingen konklusion. Ja, litteraturen har brug for smagsdommere, for ellers ville det køre helt af sporet, der ville ikke være hoved og hale i noget, og man ville ikke have noget at forholde sig til. Men har vi det nu?
Nej, litteraturen har ikke brug for smagsdommere, for ordet i sig selv er paradoksalt. Ingen kan gøre sig til dommere over andres individuelle smag. Vi kan oprette nogle målestokke for "smag," men vi kan ikke diktere rigtigt og forkert. Litteraturen har altid og vil fortsat ændre sig: Engang var det rigtigt at skrive sådan, så blev det sådan, og nu er det sådan. Derfor ville smagsdommerposten også være et umuligt job at påtage sig.
Jeg skrev på et tidspunkt et indlæg om klassikere, hvordan man definerer en klassiker, og som det fremgår af indlægget, er disse bøger netop også evigt foranderlige, for det er bøger, der skal kunne blive ved med at fascinere, overraske, forundre og fornøje læseren. De skal kunne lægge op til en diskussion og bringe traditioner og historier videre igennem slægter, men også inspirere nye forfattere til fornyelse ud fra samme grundidé. Og det kan vel aldrig blive én og samme ting - det kommer vel an på, i hvilken retning samfundet/samtiden går?

Og så er det nok, som det er med så mange andre kunstarter, "A classic is a book which people praise, but no one reads." Det gør et eller andet ved os det der med at være højt på strå. Jeg synes også, at ting kan blive for simple, og vi skal holde op med altid at "dumb it down." Man må godt sætte barren lidt højt og kræve noget af vores omgivelser. Man skal måske bare lade være med at se det som det eneste rigtige - man skal gerne kunne se ud over det, bag ved det og omkring det, for dér får man det allerklareste billede og måske nok den største oplevelse.

Jeg synes, jeg har meget mere at sige om det her emne, men jeg tror, jeg kommer til at køre lidt i ring, hvis jeg fortsætter. Jeg ville gerne have siddet dernede to timer mere og hørt endnu flere vinkler på emnet, men det bliver så forhåbentlig en anden gang.



fredag den 2. september 2016

Forfatternes Forhal


Så sker der endelig noget på den litterære front i Esbjerg! I går slog Esbjerg Bibliotek dørene op til Forfatternes Forhal, og et spændende efterår med forfatterarrangementer, litteraturquizzer, tekstlæsninger og meget andet er skudt i gang.
Den officielle åbning bød på taler, vin og hygge. Forfatteren Teddy Vork læste op af sin endnu ikke udkomne børnebog, og Bjørn Themsen, som også tidligere var underviser på FGK, og som nu er tilknyttet projektet som forfatterkonsulent, fortalte om tiltaget og læste op fra sin roman.

Lokalet er ualmindelig hyggelig indrettet med alt, hvad man kunne tænke sig, hvad enten man kommer for at skrive, læse eller få sig en snak med de andre brugere.


Vi er mange der har higet efter et sådant tiltag her i Esbjerg. Det er en del af kulturen, der i dén grad er blevet overset - eller måske nærmere glemt. For at læse eller skrive er en meget individualistisk interesse. Det er ikke ligefrem noget, der indbyder til møder i store forsamlinger og aktiviteter uden for ens eget hjem. Men på trods af den, til tider, noget ensomme hobby, så mangler man faktisk de udefrakommende inputs, hvad enten det er i læse- eller skriveprocessen.


Man ser det med den i forvejen skrevne litteratur: Bogklubberne og læsegrupperne blomstrer, og hvor er det herligt! Men vejen til bøgerne, de skrevne ord under udarbejdelse, er der også nogen der skal tage hånd om. Og dét er en afsondret affære! Man ser det tydeligt for sig: Forfatteren der sidder i sit eget lille indelukke med nedrullede gardiner. En nærmest klaustrofobisk stilhed glider i ryk gennem rummet, temmelig sløret af cigaretrøg og indelukkethed. Forfatteren, grå i ansigtet, poser under øjnene, sidder og stirrer ind i skærmen, rammer indimellem velovervejet et par taster, stopper op. Kigger koncentreret, men alligevel arrigt på ordene, sletter, taster, lyser op. Tager en slurk kaffe, læner sig tilbage, kigger rundt i rummet... Hvor uinspirerende kan det være?
Sådan behøver det selvfølgelig ikke være, omend det er en meget virkelighedsnær gengivelse af følelsen af at sidde der med sit eget, lidt hemmelige, projekt, som man ikke rigtig kan lukke nogen ind i, fordi hele processen mere eller mindre er op til én selv. Der er ikke nogle kollegaer, man kan samarbejde med, ikke nogen til at spørge, om man vil med ned og have en kop kaffe, give én et klap på skulderen og sige: Godt arbejde! Og måske vigtigst af alt: Der er ikke nogen der aner, hvad man laver!


Forfatternes Forhal skal bl.a. medvirke til at skabe fokus på de forfattere der sidder rundt omkring og arbejder. Give dem mulighed for at komme ud i lyset, men samtidig være et indblik i den del af den litterære verden. Igennem forskellige arrangementer vil man bygge bro mellem bibliotekets brugere og forfatterne, men hermed også fremture dialog mellem forfatter og forfatter.
Løbende vil der blive afholdt tekstlæsninger, hvor man som forfatter (spirende som etableret) kan komme med sine egne tekster og få andres syn derpå. Efter den officielle indvielse af lokalet i går afholdt vi den første af slagsen. Til denne første endte vi dog med den lille, "sædvanlige" kerne fra FGK, men møderne er og vil også fremover være åbne for alle. For det er netop dét, der er vigtigt: At det er for alle. Det betyder alverden for den, der sidder og skriver at høre den almene læsers mening, for det er trods alt dem der kommer til at læse værkerne, når de engang udkommer. Man behøver hverken at være akademisk uddannet eller have læst hele bibliotekets indhold fra ende til anden for at give sin mening tilkende. Kan man lide at læse og tale om hvorfor, er det mere end nok. Ikke bare giver det noget til de der sidder og arbejder med teksterne, det kan faktisk også give en helt masse til én selv, for dét at tale om litteratur åbner altid en masse døre. Det kan få én til at se tingene anderledes end før, se noget man ikke har set før, høre en historie, man ikke har hørt før, eller tilmed føle noget man ikke har følt før, eller som man lige pludselig kan sætte ord på, fordi en anden, igennem den skrevne tekst, gjorde det for én.


Ikke bare kan man få gode historier, det er rent faktisk også nogle helt fantastiske og givende bekendskaber, man kan knytte den vej igennem. Jeg har altid følt mig meget alene med min interesse for litteratur, og især dét at jeg skrev, havde jeg faktisk svært ved at fortælle til nogen. Det lyder underligt, men fordi jeg ikke kendte nogen, der delte min interesse, følte jeg det på en eller anden måde forkert, jeg følte mig forkert. Men efter jeg startede på FGK gik det op for mig, at der faktisk fandtes andre med samme interesser, og jeg endte med at knytte venskaber, bekendskaber og kontakter der har betydet alverden for mig. For når man er fælles om en interesse, opstår der altså bare en hel speciel forbindelse, og forhåbentlig kan Forfatternes Forhal være med til at styrke denne og måske endda skabe nye.

Vores næste tekstlæsning bliver torsdag d. 29. september kl. 15.30, hvor alle er velkomne til at komme og lytte eller endda bidrage med egen tekst. 

Der kommer som sagt et væld af arrangementer hen over efteråret, og man kan se præcis, hvad og hvornår på hjemmesiden her


torsdag den 1. september 2016

"Søster"

Søster, skrevet af Miriam Toews, udgivet på dansk ved Forlaget Tiderne Skifter 2016

Hvad gør man, når den person, man holder allermest af, ønsker at dø? Hvad skal man svare, hvis personen spørger, om man vil tage med til Schweitz, men har i sinde at komme tilbage i en urne?

Søster er fortællingen om Yoli og Elf, som er vokset op i et lille mennonit-samfund i Canada. Elf, der er ualmindelig musikalsk gør allerede i en tidlig alder klart oprør med familiens religion. Det er nemlig ikke velset at spille musik, men alligevel går de to søstres forældre med til at anskaffe et klaver, så Elf kan øve sig. De sørger dog for at gemme det, hver gang de får besøg.
Men ikke kun er Elf musikalsk, hun er også lynende intelligent og meget boglig - heller ikke noget, der er velset hos mennonitterne, i hvert fald ikke for kvinder. Så da både Elf og Yoli tager væk fra familie for at studere, får hele familien påtaler fra "de ældste." Da Elf, af natur, er yderst oprørsk rager det hende en høstblomst, og det skal også vise sig, at hendes rebelske side og ikke mindst stædighed giver pote: Hendes musikalske talent tager hende verden rundt, og alle kender efterhånden hendes navn.

"Og du synes at det var ynkeligt? spurgte Elf. 
Ja, eller bare frygtelig trist. Han kunne have valgt at drukne sig i stedet, sagde jeg. 
Synes du det ville have været bedre? 
Nej, naturligvis ikke, men jeg ville bestemt heller ikke have at han skulle drikke af flodvandet.
Altså, sagde Elf, jeg tror måske at han traf et -
Ja, et valg, sagde jeg. Det forstod jeg godt. Jeg synes måske bare ikke at han skulle have behøvet at træffe det valg."

Elf lever og ånder for at spille klaver. Selv beskriver hun det som om, hun har et klaver af glas indeni sig, men uheldigvis fornemmer hun, at klaveret skal splintre, og hvad sker der så?

Yoli har hele sit liv set op til sin søster og har måske nok stået lidt i skyggen af den talentfulde Elf. Men heller ikke Yoli fulgte traditionerne. Hun har to børn med to forskellige mænd og står midt i en skilsmisse. Som om det ikke var slemt nok, er hendes højtelskede søster for, Gud ved hvilken gang, indlagt efter et selvmordsforsøg. I den periode, Elf er indlagt viger Yoli stort set ikke fra hendes side, og må altså sætte sit eget liv på standby. Eller "standby" er måske så meget sagt, hun håndterer det med lidt støtte fra sin småtossede veninde, vin og en violinspillende mand, der er mere forelsket i Elf, end i Yoli, men når man ikke kan få den fantastiske pianist, fordi hun er indlagt på psyk., så må man jo tage det næstbedste: Hendes søster.

Knap når Elf at blive udskrevet fra hospitalet, før hun endnu engang forsøger at tage sit eget liv. Under denne indlæggelse nævner hun igen og igen Schweiz, og Yoli forstår ikke, hvad hun mener. Det er ikke før, Yoli en dag researcher på assisteret selvmord, at brikkerne falder på plads: Elf vil have sin søster til at rejse med sig til Schweiz, så hun kan dø, men hverken moderen eller Elfs kæreste må vide noget, fordi hun er bange for, at de vil forhindre det.

Yoli har været vant til rollen som lillesøsteren, der blankt stolede på den dominerende og forførende storesøster - den kloge, betagende pige, der vidste alt, som kunne fortælle historier der fik forældrene til at rødme, få menighedens øverstbestemmende til at gå i forlegenhed og frustration. Hende man altid kunne læne sig op ad, fordi hun var så stærk, men som nu ligger og tigger og beder om at dø.

"I virkeligheden ville jeg slet ikke have at hun skulle komme tilbage. Jeg ved ikke om jeg var bevidst om det dengang, men på en eller anden måde vidste jeg at hun var nødt til at holde sig væk. Men samtidig følte jeg at jeg havde brug for hende for selv at overleve at være der, så jeg var hele tiden urolig og havde travlt med at forsøge at finde ud af, hvordan jeg kunne være tapper når hun ikke var der."

Søster er først og fremmest en fortælling om familieforhold, om roller og om hvordan de i tilspidsede situationer pludselig kan blive forbyttet, selvom de virker så fastlåste. Hvordan vi må tage os af hinanden, og selvom det strider imod alt, hvad vi før har troet på, tage nogle tunge beslutninger for at glæde dem, vi holder af, også hvis det betyder, at vi selv bliver dybt ulykkelige.
Men den tunge del af det handler selvfølgelig om aktiv dødshjælp. Spørgsmålet, skal det være lovligt at hjælpe folk, der lider, med at dø, bliver angrebet fra alle vinkler. Det er en barsk bog, men samtidig er den skrevet med en så kluntet og håbløs stemme, at man ikke kan lade være med at grine af det hele. Yoli, der fortæller historien, er på mange måder håbløs, og man spekulerer på, hvad hun dog skal gøre uden sin søster. Den situation, hun nu engang tvinges ud i, gør trods alt noget godt for hendes rodede og håbløse tilstand. Jeg så på et tidspunkt en udsendelse om søskende, hvordan man hver især påtager sig nogle roller - om man er den store eller den lille vil altid kunne gennemskues. F.eks. blev det fortalt, at ligemeget hvor gammel man bliver, og ligegyldig hvor ansvarlig man er, så vil man, hvis man er yngstebarn, altid smide al ansvar og kundskaber så snart, storesøsteren- eller broderen træder ind i lokalet, fordi man er vant til rollen, som den der ikke behøver at tage dét ansvar - at den ældre søskende klare ærterne. Jeg lagde selv mærke til det sidst, jeg var sammen med min lillebror. Det er bare dét der sker! Også i denne bog. Yoli har som sagt altid set op til Elf og har søgt svar hos hende, og det bliver hun ved med, selvom Elf ligger halvbevidstløs på en overvåget stue. Eller hun vil i hvert fald gerne. Hun vil gerne, at Elf skal vide, hvor meget der er brug for hende. Men ligegyldigt hvad, kan ingen overbevise hende om, at hun skal blive.

"Jeg kunne godt lide tanken om at være foran hende i forhold til noget. Jeg gjorde mig kæmpeumage med at skabe en ubesværet overgang for hende fra side til side. Der findes et perfekt tidspunkt, hvor bladet skal vendes og hvis jeg var for tidligt eller sent på den holdt Elfrieda op med at spille og skreg op. Den sidste takt! råbte hun. Først ved den sidste takt! Hvorefter hun hamrede armene og hovedet ned i tangenterne, mens hun trykkede resonanspedalen i bund, sådan at hendes lidelse kunne runge uhyggeligt igennem hele huset."

En tanke der strejfede mig, da jeg læste bogen, var det her med selvmordsforsøg: I bogen bliver det beskrevet, hvordan Elf flere gange har forsøgt at tage sig eget liv, men hver gang uden held. Hendes endelige beslutning bliver aktiv dødshjælp i Schweiz. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvis hun vitterligt gerne vil dø, kunne hun så ikke have tyet til nogle mere "sikre" metoder? Handler det måske ubevidst om tanken om at ville dø og ikke så meget dét egentlig at dø? At man på en eller anden måde bliver afhængig af, eller stærkt optaget af idéen om at dø, og derfor er der hele tiden det ubevidste der holder fast i én, så man f.eks. tager piller hjemme på badeværelset, hvor der er stor sandsynlighed for at nogen kommer hjem og finder én i stedet for at skyde en kugle for panden med det samme? Altså, at man på en eller anden måde holder sig i live for at leve på tanken om at ville dø? Og hvad man så gør dét for, er nok en længere beretning, og jeg vil absolut heller ikke generalisere eller konkludere noget, det var bare en tanke, jeg fik.

Om ikke andet er det en ret interessant bog, der giver stof til eftertanke både i forbindelse med søskendeforhold, aktiv dødshjælp osv., men også i al almindelighed om medmenneskelighed, kærlighed og den svære beslutning om at sætte ens egne eller andres behov først. Den minder én om, at det altid først er, når tingene bliver sat på spidsen, at man begynder at tage sig selv og sit liv alvorligt, og man kan spørger sig selv, hvorfor det er egentlig er.




tirsdag den 30. august 2016

På hæld


Jeg har på fornemmelsen, at den sommerlignende tilstand der har hængt over Esbjerg i dag, er noget nær et sidste farvel. Det er under opsejling, at sommeren er forbi.
Jeg har foretaget de obligatoriske sommerting: Grillet, siddet i haver på sene sommeraftner i godt selskab med kolde øl, været til koncerter under åben himmel, jeg har rejst, er vendt hjem igen med et væld af oplevelser rigere, jeg har spist is, gået i bare tæer og fået sandalmærker på fødderne. Så begyndte folk at snakke om skolestart, og man vidste godt, hvilken vej, det gik. Jeg sad dog og frydede mig ved tanken om, at det først var min tur til september.
Så havde jeg fødselsdag. Jeg har endnu aldrig oplevet regnvejr på min fødselsdag, men jeg er hvert år klar over, at solen gør brug af sine sidste kræfter for ikke at skuffe mig og mine gæster. Jeg hyggede mig nogle dage med post-fødselsdagsting, mens jeg prøvede at overbevise mig selv om, at trods det, jeg flækkede en negl på selvsamme dag, som jeg officielt blev et år ældre, så gør det mig ikke noget det der med alder, det er ikke min krop, der er ved at gå i forfald. Men da jeg fik en SMS fra min lillebror, hvor der stod: "Tillykke din gamle røv!", så tog jeg mig selv i at tænke: "Hov, hov!" og blev alligevel underlig melankolsk og grådlabil.
Jeg sagde farvel til endnu en af dem, der forlader byen for at starte uddannelse et andet sted, og sammen lagde vi fremtidige planer om Matador-marathon, champagnedrikkeri, jakkesæt og kjoler.
Jeg modtog læseplaner, skemaer og venlige Jeg-glæder-mig-til-at-se-Jer mails fra diverse undervisere. Jeg begyndte at lave lister over værker der skulle anskaffes, lister over praktiske gøremål, der på trods af, at jeg har været væk fra universitetet i næsten tre måneder, stadig ikke er gjort. Jeg udvalgte endeligt værker til kollokviefaget, henholdsvis småjublede og buhede af pensum til Fransk Periode. I morgen kommer der SU, og også august slutter.... Jeg kan ikke trække den meget længere.

Jeg har ikke åbnet en bog siden, jeg kom hjem fra Norge. Det føles mærkeligt, men også rart. Mit hoved er dog så tomt nu, at jeg de sidste dage har følt, at jeg knap kunne sætte to ord sammen og har skulle lede efter de ord, der havde mere end to stavelser. Selvom det er med blandede følelser, at ferien snart er slut, så tror jeg bestemt ikke, det gør noget, at jeg snart skal tilbage til Life of University, så min hjerne ikke går helt i sort.

Det kom en smule bag på mig, da jeg så, at det næsten er en måned siden, jeg sidst har udgivet noget på bloggen. Jeg har flere gange tænkt, at jeg ville skrive noget, men fik det ikke gjort. På et tidspunkt gjorde jeg mig nogle overvejelser om bloggens fremtid - om den havde nogen fremtid. Jeg var i lidt af et dilemma med mig selv, og er det sådan set stadig. Hvad har jeg lyst til at bloggen skal være, hvad skal den give mig, hvor skal den føre mig hen, behøver den at være noget? Jeg har været frustreret over hele det her blogger-koncept, og jeg er indimellem blevet lidt småsur. Jeg overvejede, om jeg havde mistet lysten, eller om jeg bare var fornærmet, træt eller ganske enkel gået i ferie-mode. Jeg tror, min konklusion er, at jeg skal lade være med at tro, at jeg kan planlægge eller beslutte alt på forhånd, og så i stedet gøre tingene, når jeg har lyst, fordi jeg har lyst. Der er jo sådan set ikke nogen, der tvinger mig til noget, og verden går ikke under uden mine litterære bidrag. (Nogle gange ønsker man sig så vigtig, men virkeligheden er en anden.)
Der er nogle ting, jeg fremover har valgt fra her på bloggen. Jeg har afsluttet nogle aftaler og takket nej. Det pressede mig mere end, hvad der var nødvendigt, og det var ikke sjovt længere. Jeg ved stadig ikke, om jeg synes, det var det rigtige valg, men jeg tror, jeg har bedre samvittighed nu.

Når jeg ser på min kalender, får jeg følelsen af, at jeg går et spændende efterår i møde. Min hjerne skal blot kickstartes igen, jeg skal have sendt en bunke positive tanker til DSB og håbe på, at de på det kommende semester kan formå at fragte mig til og fra Odense, uden at jeg skal gå glip af alt for meget undervisning og øvrige aftaler, komme i stemning til flyvske forelæsninger og varme mine fingre op til tasteturklapperi i turbotempo.


tirsdag den 2. august 2016

Tema: Det moderne gennembrud #5 - "Albertine," et indspark i sædelighedsfejden

Albertine, skrevet af Christian Krohg, 1886, denne udgave er fra British Library Cataloguing-in-Publicatin Data, Read Books Ltd. 2013

Et af de helt store samfundsanliggender i 1880'erne var debatten om den seksuelle dobbeltmoral mellem kønnene. 
I Georg Brandes føromtalte forelæsningsrække, Emigrantlitteraturen kaster han lys over monopoliseringen af seksualiteten og kvindens undertrykkelse som følge deraf. Brandes var fortaler for det frie seksuelle liv, og så skeptisk på ægteskabet som den institution der skulle regulere den kønslige omgang. Han mente, at kvinden i lige så høj grad som manden skulle have mulighed for at gøre sig seksuelle erfaringer før ægteskabet. Som at slå to fluer med ét smæk, mente han hertil, at dette ville mindske utroskab, de deraf mange uægte børn og ikke mindst kønssygdomme. Umiddelbart talte Brandes for kvindens rettigheder, og man kunne næsten bedrages til at tro, at han faktisk havde fat i noget. Men som det hurtigt strejfede Dansk Kvindesamfunds fortaler, Elizabeth Grundtvig, så var dette måske snarere en undskyldning for mændene for fortsat at styrke deres egen position. Hvis, som Elizabeth Grundtvig pegede på, kvinderne blot opførte sig som mændene på denne tid gjorde, ville det blot resultere i en objektificering af kvinden - man ville forvente at hun stod til rådighed på alle mandens præmisser. 
Samtidig opstod et andet, "nyopdaget" og vigtigt perspektiv: At kvinder måske i lige så høj grad som mændene havde en naturlig, seksuel drift. Som det udtrykkes så godt (og komisk!) i filmatiseringen af Jane Aamunds, Klinkevals i klippet nedenfor:

video


Man var altså begyndt at få øjnene op for, at det ikke kun var mænd der havde goder af det seksuelle samkvem. Også Brandes var stor fortaler for de naturvidenskabelige "opdagelser," og baserede langt hen ad vejen også sine holdninger på dette.
Som man måske kan sige sig selv, og som også Elizabeth Grundtvig var inde på, ville denne seksuelle frigørelse nok nærmere få antallet af uægte børn og kønssygdomme til at eskalere, og dét som blev det store spørgsmål og største kritikpunkt var: Hvorfor skulle kvinden kaste sig ud i seksuelle eskapader for at få samme "status" som manden - hvori ligger denne frigørelse?

Det var ikke kun Elizabeth Grundtvig der langede ud efter Brandes. De konservative var bestemt heller ikke meget for hans frigørende tanker. Hos de konservative herskede derimod moral og afholdenhed. De mente, at manden og kvinden var skabt forskellige og havde forskellige seksuelle behov, og at det deraf var helt naturligt, at manden i højere grad dyrkede sine. Man gik dog også i høj grad ind for den ægteskabelige institution, og man slog hårdt ned på utroskab. I hvert fald når det kom til kvinderne. Med mændene så man igennem fingrer med det, for igen, de havde jo helt andre seksuelle behov. Det "belejlige" ved det var, at man mente, at kvinden også i langt højere grad var i stand til at tøjle sine behov, og idealistisk set så man kvinden som det dydige symbol for moral, og manden kunne jo få afløb for sine "utøjlelige drifter" gennem prostitution.


Prostitution blev endnu et aspekt og svært omdiskuteret emne af denne sædelighedsdebat. 
På den konservative fløj så man i det hele taget seksuallivet som syndigt og amoralsk, og man opfattede prostitution som et angreb på det, af Gud indgåede, hellige ægteskab. På den radikale side opfattede man udforskningen af seksuallivet som en måde for mennesket at løsrive sig samfundets kapitalistiske opbygning. 
Midt imellem disse to markante stemmer stod Bjørnstjerne Bjørnson: I sit skuespil, En hanske fra 1883 lufter han sine tanker om ligevægtig kønslig moral og kyskhed fra begge køn. Herunder stærk afholdenhed før ægteskabet og streng monogami indenfor. (Selv var han dog yderst optaget af flere gifte kvinder, og hans pludselig omskiftelige holdning kom efter, at han til et selskab blev dybt fornærmet af en kvinde, han ellers havde et godt øje til, men som vragede ham til fordel for en anden. Herefter fik den hele armen fra Bjørnsons side med moralprædikener om seksuel monogami! (Det er mest min egen tese, men jeg synes, jeg har fat i noget. ) ) Hertil mente han det nyttigt at undervise unge mennesker i forplantningslære og øge fokus på hygiejnen, og angreb altså også selvsagt samtidens dobbeltmoralske opfattelse og brug af prostitution.

For dobbeltmoralsk var denne opfattelse i allerhøjeste grad: De prostituerede kvinder blev udsat for stor forhånelse, og prostitution var bestemt ikke noget, man talte om. Man mente det skadeligt for samfundet at benævne. Omvendt var det ikke nogen hemmelighed, at mændene i stor stil benyttede sig af det. Det var meget normalt, at unge drenge fra især det højere borgerskab i 13-14 års alderen begyndte at besøge prostituerede for at "lære om seksuallivets finurligheder." Og er det allerede inkorporeret så tidligt i livet, ja så kan man måske godt tænke sig til, hvor det bærer hen. Heraf kom også frygten for objektificeringen af ikke blot den prostituerede kvinde, men af kvinden i det hele taget.
Også mænd der ellers var gift benyttede sig i høj grad af denne "service," for som førnævnt, havde man den opfattelse, at mænd havde langt større seksuel drift end kvinder, og om det var for at "skåne" deres ægtefæller, at de gik til prostituerede eller hvad, kan være tvivlsomt. For hvis man netop så på kvinden som et symbol for dydig moral, hvad så med disse prostituerede kvinder? De var vel også dén kvinde, der var eller kunne have været symbolet på dydig moral? Og hvem eller hvad var det, der drev hende i amoral...?

Èn der især satte dette spørgsmål på spidsen var den norske billedkunstner og forfatter Christian Krohg. I 1886-87 malede han billedet Albertine i politilegens venteværelse, som vakte stor røre. Så stor røre at han følte for at udgive historien om denne Albertine.

Kristian Krohg, Albertine i politilegens venteværelse, 1886-87

Albertine er en ung kvinde der bor med sin mor og lillebror under trange kår i datidens Kristiania. Egentlig har Albertine også en storesøster, Oline, men hende tænker hun nødigt på. Alligevel kan hun ikke lade være. Selvom tankerne gyser igennem hende, og hun, af disse, fraholder sig al offentlig udgang, bruger hun alligevel dagene ved symaskinen på at sidde og skiftevis forarges og forundres af storesøsterens skæbne.
Oline begyndte nemlig at gå med mandfolk, og en dag kom politiet og hentede hende. Siden da var hun stemplet som prostitueret, blev gravid, men fandt dog en "venlig sjæl" der forbarmede sig over hende. Nu lever Oline med en mand dobbelt så gammel som hende selv og med et noget lakket ry. Og Albertine væmmes. Især fordi hun ligner sin søster så meget, at hun ofte bliver forvekslet med hende, og hun er af den opfattelse, at folk i byen må tænke, at hun ender på samme måde som sin søster. 

På trods af at Albertine holder sig hjemme i lange perioder, har hun dog en tærende trang til at komme ud og more sig. Hun lokkes af den tvivlsomme veninde Jossa, hvis gang på det lokale samlingssted, Karl Johan skal sætte hende i politiets søgelys, og også snart bringe Albertine i problemer. 

Langt ind i fortællingen hadede jeg virkelig Albertine. Jeg syntes, hun var snobbet, dobbeltmoralsk, dum og ganske enkelt frygtelig. Jeg tænkte flere gange over Kroghs naive og klichéfyldte måde at karakterisere hende på, og jeg var ikke særlig overbevist. Men det vigtige - det som Krohg vil med fortællingen, netop at belyse følgerne af og problematikken bag samfundets kapitalisering af de prostituerede kommer meget klart frem. For i løbet af fortællingen finder man ud af, hvad det egentlig er, Albertine er oppe imod: Hun er blot en ganske almindelig ung kvinde, hvis families ry er blevet lakket pga. storesøsterens "fejltrin" (som dog også på sin vis har været offer for samfundets dobbeltmoral.) Hun kan derfor ikke længere bevæge sig uden for huset uden at blive mærket af folks onde tunger, fordomme og hån. Albertine gør hvad hun kan for at fraholde sig denne "skæbne," men som normalt er, tiltrækkes hun også af morskab og ikke mindst tanken om at finde en mand at gifte sig med. Men fordi hun allerede uforskyldt er i søgelyset, skal der ikke mange forkerte bevægelser til, før hun stemples. 

Kristian Krohg, Modellen 1886

På denne tid hvor romanen er skrevet, var der en lov om, at alle der havde mistanke til folk (kvinder) med tvivlsom eller "utugtig adfærd" kunne indgive disse til politiet. Mange blev altså herigennem udsat for hån blot pga. misforståelser, hævngerrig opførsel eller jalousi. Hertil var det politiets opgave at hente kvinderne ind og sørge for, at de blev undersøgt hos lægen, og man bestemte herefter, hvad der skulle ske med kvinden. Denne undersøgelse var både berygtet og frygtet. Ikke mindst var det fysisk ubehageligt, men ydmygelsen derved var så stor, at intet nærmest overgik det. Ikke blot måtte de finde sig i at blive ofre for naboernes sladder, når politiet med den karakteristiske blå seddel i hånden kom og bankede på døren og efterfølgende trak afsted med kvinden. Også i venteværelset måtte de stå til skue sammen med de andre kvinder. Mange var reelt prostituerede (eller "offentlige fruentimmer," som man kaldte det), de fleste var ligeledes fattige og syge, men  fælles for dem alle var, at de blev udsat for stærk hån, og man var bestemt ikke sen til at pege fingre af dem, selvom det sjældent var af deres egen vilje og skyld, at de stod i denne situation. 
Også Albertine ender her, og det var i dette kapitel, det for alvor gik op for mig, hvad hun egentlig står over for, hvilken behandling hun bliver udsat for, blot pga. hendes ungdommelige og almene lyst til og nysgerrighed efter at leve sit liv. Jeg fik dyb medlidenhed med hende, og det stod pludselig ret klart, hvad det var, Krohg, igennem Albertine, prøvede at fortælle:

"Hun saa sig hjælpeløst om, og Sveden sprang kold frem paa Tindingerne, men saa pludselig flyttede hun sig helt ind i Sædet og faldt med Haandbagen over Øinene og en eneste tør Hulk tilbage mod Stolens stærkt bagoverbøiede Ryg, mens hun uvilkaarlig uden at vide det pressede Knæerne haardt imod hverandre som i bevidst Angst for det, der nu skulde ske. 
Og mens hun laa der med Haanden for Øinene, tilbagelænet oppe i den høie Stolen, med Læggerne og Fødderne hængende ned fra Kanten af Sædet, næsten bevidstløs af Skam, følte hun Klæerne bli brættet op om Hofterne og lagt henover Brystet. Og det blev koldt omkring de sammenpressede Knær. og paa hvert af dem la' der sig en varm Haand, som tog Tag og vilde bryde dem fra hverandre.
'Naa,' skreg den brutale Stemmen, denne Gang lige henne ved hende, og det stampede igjen i Gulvet - 'blir det til noe? eller skal jeg...' Og greben af Rædsel følte hun de skjælvende Knær rent mekanisk gaa fra hverandre, og hun syntes hun maatte dø af Skam, og alt gik rundt for hende, og det sortnede for Øinene, og hun trodde, hun skulde besvime."

Man kæmpede i disse år for individets ret til frihed, men med mange af de restriktioner, love og regler der blev indført bidrog man blot til endnu fastholdelse - især af kvinden. For frigørelsen gik åbenbart kun én vej. Hvis kvinden netop begyndte at, som nogen foreslog, opføre sig som manden, blev hun stemplet som prostitueret og kunne risikere en lignende behandling, som den Albertine udsættes for. Der skulle ikke meget til for at kvinden blev opfattet som syndig og amoralsk, så hvad skulle man stille op? Mændene havde i den grad et lige så stort ansvar i denne problemstilling, men det var ofte kun kvinden der betalte prisen derfor. 

Med denne roman forsøgte Krohg at gøre op med denne opfattelse. Han prøvede at belyse kvindens situation, men som man måske kan forestille sig, blev den ikke ligefrem modtaget med kyshånd. For hvad er værre, end når nogen fortæller én, at man er amoralsk og dermed stikker til ens samvittighed? Og hvad endnu værre måske var: Hvad skulle mændene stille op for at få afløb for deres"utøjlelige drifter," når nu man begyndte at pege fingre af dem, fordi de gik til prosituerede? 

Efterfølgende tager mange andre forfattere lignende emner op. Både den føromtalte Amalie Skram, men også flere andre kvindelige forfattere som bl.a. Adda Ravnkilde, Victoria Bendictson og Erna Juel-Hansen kom med deres indspark i sædelighedsdebatten. 

Det startede med Henrik Ibsens Nora der forlader mand og børn, fordi hendes mand sætter sin egen sociale position højere end deres indbyrdes følelser. Det fortsatte med heftige debatter om naturlove, biologiske drifter og samfundets forsøg på at kontrollere individet. Det eskalerede med dobbeltmoralske og ødelæggende love og regler, og endnu 140 år senere kører debatten fortsat. 

"Midt paa Natten vandrede Helgesen og Smith og et Par andre unge Herrer, som kom fra Bal, afsted opover Bakkegaden fra Vestsiden. De skulde bare ha' sig en liden Svip indom i Vika, før de gik hjem.
Oppe paa Toppen af Bakken standsede de. For over paa Hjørnet af Vinkelgaden stod en stor Pige og ropte dem an. 'Kom ind til mig da, Gutter!' ropte hun med høi Stemme. 'En efter en - allesammen! Dere skal faa det gratis! Kom.'
'Død og Pine,' hviskede Helgesen til de andre, 'Det er jo Albertine! Nei, det er for væmmeligt. - Kom, lad os gaa!' 
Og som de skled paa Sneen ned af den bratte Bakken forbi Dueslaget til Mellemgaten, hørte de hende jamre sig for de andre Jenterne deroppe: 'Jøsses! Jøsses!' skreg hun, 'skal jeg da være Hore og endda ikke----? Jøsses! Jøsses!----'
Saa var de om Hjørnet af Mellemgaden og kunde ikke høre mer."