lørdag den 21. januar 2017

Ugens digt - Forestillingens magt



Jeg har altid været stor tilhænger af Sylvia Plath. I en periode læste jeg romanen, The Bell Jar så mange gange, at jeg efterhånden kunne den udenad. Selvom den var tragisk, melankolsk, depressiv, så gjorde den mig på en eller anden måde altid i bedre humør. Om det var fordi, jeg ikke længere følte mig alene, eller hvad, ved jeg ikke, men ordene blev en trøst.

Jeg har ikke beskæftiget mig særlig meget med hendes digte. Der er dog et par stykker, der altid er faldet mig i øjnene, og som står meget klare i min hukommelse. Èt af dem er Mad Girl's Love Song, og da jeg idag, for endnu engang, gik i gang med Flauberts Madame Bovary, som vi skal gennemgå til forelæsning i næste uge, kom jeg i tanke om Plath's længselsfuldhed:


Mad Girl's Love Song

I shut my eyes and all the world drops dead;
I lift my lids and all is born again.
(I think I made you up inside my head.)

The stars go waltzing out in blue and red,
and arbitrary blackness gallops in:
I shut my eyes and all the world drops dead.

I dreamed that you bewitched me into bed
and sung me moon-struck, kissed me quite insane.
(I think I made you up inside my head.)

God topples from the sky, hell's fires fade:
Exit seraphim and Satan's men:
I shut my eyes and all the world drops dead.

I fancied you'd return the way you said,
but I grow old and I forget your name.
(I think I made you up inside my head.)

I should have loved a thunderbird instead;
at least when spring comes they roar back again.
I shut my eyes and all the world drops dead.
(I think I made you up inside my head.)

-Sylvia Plath, 1951 (1953)



I Flauberts roman skildres den melankolske Emma Bovary. Hun længes efter et liv, hun ikke synes at kunne få - efter en tilstand, som er uopnåelig. Hun drives langt hen ad vejen af gåpåmod, men dette eksisterer dog kraftigst i hendes forestillinger. Så snart hun opnår, eller bare kommer i nærheden af, én af disse, erstattes hendes længsel straks af et nyt. Det er som om, hendes begær på livet ingen ende vil tage. Problemet er bare, at det er et liv, der aldrig vil kunnes leves virkeligt, fordi det er skabt af forestillinger fra romaner, sange og digte - af billeder i hendes eget hoved. 

Dette begær efter noget selvopfundet, ser jeg i lige så stor grad hos Plath, både i dette digt og i hendes roman. Det emmer af længsel eller begær efter noget, men det noget kan aldrig opfyldes, fordi det er sat sammen af forestillinger og fornemmelser. Derfor tilfredsstilles personen i digtet (hovedpersonen i romanen) aldrig, og virkeligheden bliver som et dæmonisk helvede. 

Jeg tror, dette digt er ret karakteristisk for vores samtid, eller måske bare for alle tider, når man ser på forholdet mennesker imellem. Vi gør os forestillinger om, hvad et parforhold f.eks. skal være, hvad vi vil have fra vores partner, vores venner, kollegaer, familie etc. Og vi kan så let komme til at forveksle vores egne følelser og mål med, hvad vi ser hos andre; på de sociale medier, i ugebladene, i bøger, på film. Heri skaber vi en forestilling - en vrangforestilling vel nærmest, og vi skuffes så uendelig let, når virkeligheden rammer. Derfor vælger vi fra, eller lader være med at vælge til, fordi vi ikke finder noget eller nogen der lever op til vores forventninger. 

But I grow old and I forget your name: På et tidspunkt glemmer man denne forestilling. Enten fordi den erstattes af en ny, eller fordi den slet ikke var så vigtig, men jo mere, man lever i disse forestillinger, jo mere død synes den virkelige verden at være: I shut my eyes and all the world drops dead. 
Det kan sikkert være meget godt at lade verden udenfor dø indimellem, men som man ser i digtet, starter den virkelige verden med at komme tilbage, når man åbner øjenene, men til sidst vikler man sig selv så meget ind i forestillingen, at der til sidst ikke sker andet end at: The world drops dead. 


onsdag den 18. januar 2017

Måske er det bare en pibe? - Om fiktionens forskellige former for virkelighed


I går til forelæsning gennemgik vi Henrik Ibsens, Gengangere. (Jeg tror ikke, man kan læse litteraturvidenskab i Norge uden at skulle igennem dét værk!) Vi talte her om symbolikken i stykket, og underviseren udpegede et par eksempler.

I stykket Gengangere er sønnen Osvald netop hjemvendt fra Paris, hvor han har gjort et forsøg på at sparke en kunstnerkarriere i gang. Uden den nødvendige livskraft (og muligvis også evner) vender han hjem til familiens afsidesliggende landejendom. I løbet af fortællingen gøres det klart, at Osvald er syg. Her hentydes der højest sandsynlig til en af samtidens topscorer, syfilis.
Osvald fortæller sin mor, Helene Alving og husvennen, Pastor Manders om bohememiljøet, han har levet iblandt under sit ophold i Paris. Manders rystes over denne form for livsføring, at mange kunstnere "lever på polsk," men Osvald gør et forsøg på at forsvare dette, og hævder, at det til enhver tid er bedre at leve i et kærlighedsforhold uden papirer end at leve med papirerne i orden uden kærlighed. Dette bringer et nyt emne på banen:
Helene Alving er enke efter manden, Kaptajn Alving, som livet igennem var lidt af en horebuk - eller som han beskrives i stykket: "En ryggesløs." Helene har gennem hele ægteskabet prøvet at dække over dette, men i huset lever et lyslevende bevis på kaptajnens letsindighed: Tjenestepigen Regine. Regines mor tjente som ung ligeledes i huset, hvor Kaptajn Alving nok har taget sig lidt for kærligt af hende. Hun bliver dog på trods af sin graviditet gift med Engstrand, som efterfølgende tager Regine til sig som sin egen. Engstrand er i mellemtiden blevet bundet en anden historie på mht. Regines biologiske far. Det samme er alle andre. Helene har dog, som den eneste udover sin mand og Regines mor, kendt sandheden. Regines mor dør tidligt, og Helene ser det nu som hendes pligt at tage Regine til sig.

Osvald og Regine forelsker sig, og da Helene finder ud af dette, må hun nødvendigvis gøre noget med den viden, hun er i besiddelse af. Pastor Manders, der har været en fast ven af huset siden Alvings blev gift, indvies i historien. Dermed kommer også andre spøgelser ud af skabet: Det viser sig, at Helene allerede et år inde i ægteskabet med Alving tænkte på at forlade både ham og Osvald pga. Alvings udskejelser. Hun henvendte sig dengang til Manders, som nærede stærke følelser for hende. På trods deraf afviste Manders Helene, og rådede hende til at tage hjem til sin mand.
Helene tager altså kampen op med Alving, og gør hvad hun kan for at holde alting hemmeligt. Hele livet igennem bliver Osvald pålagt en forestilling om sin far som en god og mægtig mand. Selv i brevene, Helene skriver til ham, da han er i Paris, roser hun faderens væsen i et forsøg på at dække over hans egentlige person. Alt sammen af frygt for, at Osvald skal ende som ham.

Til slut gøres det klart, at Osvald ikke slipper fri af sin skæbne. Der lægges op til diskussionen om arv  som noget socialt eller biologisk bestemt, men ligegyldig hvilken af de to, man vælger, er man i hvert fald fanget af den. Helene fejler bravt i sit livsprojekt: at forhindre arven i at gentage sig, og alting ender mildest talt med at falde helt fra hinanden.


Der findes uden tvivl et utal af læsninger af dette drama. Der er skrevet uendelig mange afhandlinger og essays om stykket, og mulighederne er også mange, for få ting fortælles direkte i stykket, de fleste oplysninger fremlægges via gisninger og hentydninger.
Jeg var med et godt stykke hen ad vejen til forelæsningen. Jeg var enig i en del af det, der blev sagt, men på et tidspunkt siger underviseren, at der i en scene, hvor Osvald fortæller om et minde, han har om sin far, kan være tale om incest. Her tabte jeg tråden lidt... Stykket er kendt for at insinuere incestlignende forhold, idet Regine og Osvald får følelser for hinanden, men i og med, at de er halvsøskende, uden de dog selv ved det, går den jo ligesom ikke. Hvor meget der er i dette forhold, er dog også noget man kun, som læser, kan gisne om. Dét underviseren dog mente kunne indikere yderligere incest var i Osvalds minde om faderen: Her beskriver Osvald, hvordan han som barn fik lov at smage sin fars pibe, og hvor syg han efterfølgende blev. I scenen hvor han fortæller dette, prøver Helene at overbevise ham om, at det bare var en drøm - at det er umuligt, at han kan huske det. Hun prøver i mange andre henseender at dække over sin mands adfærd, men igennem hele stykket hentydes der til hans hang til andre kvinder. I dette minde skulle, iflg. underviseren, altså ligge at piben, Osvald fik tilbudt, er et symbol på oralsex. Jeg er med på, at der ikke skal meget fantasi til at trække tråde mellem piben symbolistisk set og phallus, men der er absolut intet i fortællingen der indikerer, at faderen skulle have pædofile tilbøjeligheder. Der bliver sagt, at han lever "ryggesløst," han har et barn uden for ægteskab, men det var han vist ikke ene om dengang.

Efterfølgende kom en af de studerende på banen med en idé om, at Manders kunne være far til Osvald, hvilket skulle forklare hans opførsel. Her stod jeg helt af. Der er intet i fortællingen der indikerer bare det mindste i den retning. At Helene henvender sig til Manders et år inde i sit ægteskab, efter Osvald er kommet til verden vel at mærke, siger selvfølgelig noget om deres forhold, men at Helene før dette øjeblik, skulle have villet andet, fortæller historien intet om. Det er udelukkende læserens egne gætterier.
Jeg synes, fortolkningen endte helt ude på et sidespor, og det kan godt ske, det er fordi, jeg ikke er så stærk i diverse norske dialekter, at jeg følte mig lidt tabt til sidst, men altså, vi gik fra samtale om arv og miljø til piberygning og incest inden for samme givne ramme.


Men det er jo også dét der er med litteratur: Der er ikke noget korrekt svar på noget som helst. Så længe man kan finde belæg for sine påstande, kan man virkelig slippe af sted med mange læsninger. Dét jeg kom til at tænke på i den sammenhæng var dog, hvilket uret jeg indimellem kan føle, at man gør værkerne. Var det Ibsens intention, at man som læser skulle sidde og få røgen galt i halsen, når Osvald fortæller om sine minder fra faderens arbejdsværelse. Har nogen overhovedet nogensinde fattet, hvad det var, han ville med det stykke? Ibsen røg ved udgivelsen ud i massiv modvind, og man betvivlede stærkt at trykke hans drama. Alligevel er det blevet verdenskendt i dag, og som sagt findes der tusinde af fortolkninger af stykket - ingen mere rigtig eller forkert end andre. Omvendt tænker jeg, om det overhovedet betyder noget, hvad Ibsen ville? Idet man udgiver en tekst, overlader man fortællingen i læserens hænder, og værket bliver straks et andet. Det ændrer sig igen i en anden læsers hænder og endnu engang i den tredjes. Det ændrer sig i takt med tiden, med samfundets udvikling og forhistorie. Ville man dengang stykket udkom i 1881 have læst Kaptajn Alving som pædofil, ville man mene, Osvalds skæbne i bund og grund var Helenes skyld, eller var han mærket af det miljø, han blev overladt til i Paris? Og hvad mener vi egentlig om det nu - er det lige så chokerende læsning nu som dengang, hvis ikke, hvorfor?

Hvad der ydermere slår mig er, hvor både interessant og dumt det hele er. Hvor mange overophedede diskussioner en fiktiv tekst kan afføde. For hvad fanden er det egentlig vi sidder og diskuterer? En forfatters fantasi! Det har tråde til virkeligheden, ja, og jeg mener også, at al skønlitteratur er affødt af noget virkeligt - at det nødvendigvis have været ude at vende i virkeligheden, men i bund og grund, er det jo en historie, vi sidder og gisner om. Vi aner ikke, hvad Ibsens intention har været, vi aner ikke, hvad han har tænkt og ikke tænkt. Vi ved sikkert, når alt kommer til alt lige så lidt, om disse karakterer, som han gjorde. For de er karakterer, men alligevel behandler vi dem som mennesker, som om de havde en baggrund, et liv ud over den korte fortælling, vi kender til. Men det har de ikke. Alt det som ikke står, eksisterer kun oppe i vores eget hoved, i vores egen forestilling og fantasi. Alligevel er det en ting, en stor ting - et studie, noget man kan få en ph.d. for. Det kan godt få mig til at trække vejret ekstra tungt indimellem, samtidig bliver jeg vildt fascineret.
For i disse forestillinger, antagelser, fantasier ligger noget virkeligt. På vej hjem fra universitetet i går kom jeg til at tænke på engang, hvor én spurgte mig, om min interesse i at læse var en flugt fra virkeligheden. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor dum og klichéfyldt en antagelse, jeg synes, det er. Jeg troede engang, der var noget om det, men sandheden er, for mig, at skønlitteraturen gengiver en meget mere virkelig virkelighed, end den egentlige virkelighed. Igennem det opdigtede kommer sandheden om vores virkelighed frem, fordi vi heri tør - fordi vi kan gemme os bag en fiktiv fortælling om den virkelige virkelighed.

Vores ivrige forsøg på at analysere os frem til en fortolkning af forfatterens udlægning eller intention, er nok i virkeligheden en higen efter at forstå os selv. (Jeg føler ikke, jeg kan bruge ordet "virkelighed" rigtigt længere?) Og hvad er så rigtigt og forkert i forsøget på at forstå sig selv eller mennesket i det hele taget? Kan én studerenes fremlægning af idéen om, at Manders kan være Osvalds far, ikke være lige så rigtig, som at en pibe er et symbol for Phallus? Det handler om virkeligheder og grader deraf. Måske man skal revurderer belæggene for sin virkelighed, måske er det fuldstændig ligegyldigt, om andre kan være med på den virkelighed eller ej. Dét at den eksisterer for én burde måske bare være nok?

 “That's what fiction is for. It's for getting at the truth when the truth isn't sufficient for the truth.” 


lørdag den 14. januar 2017

Poetry is the spontaneous overflow of powerful feelings



Jeg har byttet Syddansk universitet ud med Norges Teknisk Videnskabelige Universitet. Jeg har erstattet den danske, sjappede, grålige januar med Trondheims sneklædte fjelde, og jeg har netop taget hul på dette semesters litterære indspark: Èt af mine kurser berører lyrikken fra 1800-tallet, fra den højstemte, dybtfølte, pyntede romantik. Vi skal læse Wordsworth, Keats, Shelley, Baudelaire, Whitman og Rimbaud. Vi skal svælge i storhed og flyde over i følelsernes hav. (Ja, romantikkens klichéer har allerede naglet sig fast til mig.)

Jeg synes, 1800-tallet på mange måder er litteraturhistoriens mest spændende århundrede, og mange af mine yndlingsværker- og forfattere er fra denne periode, men lyrikken har jeg ikke beskæftiget mig meget med. Eller, det har jeg måske nok - det er i hvert fald det der står klarest i min hukommelse, når jeg tænker tilbage på behandlingen af litteratur gennem min skolegang. Ikke fordi det var særlig fantastisk, nok mest fordi jeg fandt det svært, til tider kedeligt, alt for højstemt og abstrakt. Lyrikken blev en genre, jeg hurtigt vendte ryggen, fordi det blev så uhåndgribeligt. Ikke bare den romantiske - den modernistiske står for mig, som noget af det værste. Alligevel fortryder jeg tit, at jeg ikke ofrer mere tid på lyrikken, for hvor kan man dog fortabe sig i et digt, hvis man giver det tid og plads.

For et års tid siden fandt jeg frem til en Instagramprofil der poster digte af forskellig karakter. Alle digtene er skrevet af norske forfattere og spænder fra lidt kendte til nærmest nationallitteratur. Profilen har ganske mange følgere, og den store interesse endte ud i en udgivelse. Personen bag profilen udgav sit udvalg af digte i samlingen, Ren Poesi, som nu rummer 2 bind. Begge er de ganske smukke, og digtene deri har alle forskellig tema, baggrund og budskab. Jeg købte den ene for kort tid siden og bruger den som en slags "kalender" - ét digt til hver dag, og jeg er vild med det. Det er alle forholdsvis korte digte, nogle bare en enkel sætning, men nok til at stoppe op og tænke efter.
Jeg glemmer tit, hvor vild jeg egentlig er med lyrik, jeg glemmer følelsen af at overgive sig til ord på den måde. Jeg har vænnet mig for meget til at læse lange, tunge tekster - at jeg skal læse mere end bare en enkel side. For det er dét der sker, når jeg går i gang med en digtsamling: Jeg føler ikke, jeg kan stoppe efter bare ét digt, så jeg læser begærligt videre og glemmer at tage det ind, jeg lige læste. Når sidste side er vendt, sidder jeg tilbage med en tom følelse.
Digte kræver tid, og jeg ofrer den sjældent, men med denne lille Ren Poesi øver jeg mig på noget andet, for jeg kan faktisk godt lide at gå og tænke over "dagens digt," vende ordene og lade det synke ind.

Med det her indlæg ville jeg både slå et slag for lyrikken, for samlingen Ren poesi og introducere en ny ting på bloggen: #Ugens digt, både for min egen skyld i håb om at få læst noget mere lyrik, for læsernes skyld, for opmærksomheden derpå og ja, så for lyrikkens (og klichéens) skyld.


Det første digt jeg vil introducere er skrevet af den norske forfatter Jon Hjørnevik og kan findes i samlingen Shortsen til min far. Jeg faldt tilfældigt over digtet i min søgen efter andet materiale til min undervisning, og jeg ved ikke, hvad det er, men det rører mig virkelig. Det er morsomt, det er varmt, ømt og det er sødt. Det får mig til at smile, men samtidig giver det mig en klump i halsen. Det er så smukt og så fint:

Eg vil berre lesa for deg

Du freistar med alt under den røde kjolen
Eg vil lesa for deg, kom og sett deg i stolen

Du tar av deg den røde – kler av deg for meg
Men eg har ei bok eg vil lesa for deg

Du lokkar meg ut for å elska i enga
Eg lokkar deg inn for å lesa på senga

Du kviskrar til meg om alt eg skal få
Eg vil lesa for deg, eg sett brillene på

Eg vil lesa for deg, det er lesa eg vil
Å lesa er livet, no les eg litt til

Eg forstår ikkje helt kvifor du ligg der og sprikar
For du veit jo så vel det er lesing eg likar

Eg tenkjer at bøker har så mykje å gi
Mens du tenkjer om meg “kor dum kan en bli”

onsdag den 28. december 2016

"Noget der hjælper"

Noget der hjælper, skrevet af Mona Høvring, udgivet på dansk ved Forlaget Lesen 2016 efter originaludgaven Noe som hjelper 2004

Når man mister en forælder, vil der unægteligt altid mangle noget. Ikke bare i tiden lige efter, hvor tabet synes størst, manglen vil altid vende tilbage oftest sat i værk af begivenheder i tilværelsen, hvor personen bare godt lige måtte have været der. Men ikke kun er det ved fremtrædende begivenheder, at tabet af en forælder kan mærkes. Det er også i de daglige behov: i de omfavnelser man mangler, i de samtaler man ikke havde, de vigtige emner man ikke fik vendt, de råd man ikke nåede at få. 

"Jeg syntes jeg så pæn ud, tænkte at jeg var ret attraktiv. Men måske tog jeg fejl, måske var jeg overhovedet ikke pæn, men grim, ovenikøbet frastødende. Det var svært at sige, svært at vide, hvad andre tænkte. Maries mor havde sagt at jeg havde flot hår, men måske var det bare noget hun sagde for at at være sød, for at trøste mig."

Laura mister sin mor i en tidlig alder. Intet i fortællingen bærer præg af morens ulykke, så da Laura får at vide, at hendes mor er gået ud i havet med en tung sten i hånden, kommer det som et lige så stort chok for læseren som for hende. Dette er en udpræget fin detalje: At læseren på samme måde som barnet, Laura ikke lægger mærke til morens tilstand. I det hele taget bærer fortællingen ikke præg af nogen dyb sorg, for Laura lægger heller ikke selv mærke til det. Hun har i stedet travlt med at vokse op. Hun lægger ubevidst låg på sine følelsesmæssige relationer. Det bliver aldrig nævnt, men læseren ved det.
Laura og hendes far, der heller aldrig har gjort i det med at udbasunere sine følelser, lægger mere og mere afstand til hinanden i takt med at Laura bliver ældre. Der er dog ikke den der typiske teenager mine-forældre-forstår-mig-ikke tone, snarere er det som om, der opstår en selvsagt, nærmest aftalt afstand mellem de to, fordi det bare er sådan, det nødvendigvis må være. Ingen af dem forsøger at gøre det anderledes, og kun i korte, indre blik bærer Laura præg af at ville ændre det. Dette bunder dog i en form for dårlig samvittighed over, at hun ikke kan være noget for ham - at hun har ondt af ham. 

Et andet forhold der heller ikke fungerer, er det ellers mangeårige venskab med veninden Marie, der omkring gymnasietiden flytter fra byen pga. morens nye kæreste. De to veninder lover hinanden at holde kontakten, men kun en enkelt gang får Laura brev fra Marie, og hun bilder sig selv ind, at indholdet ikke fortæller noget om, at hun savner hende. 

Der er altså ikke rigtig nogle af de nære relationer der holder, og selvom det aldrig kommer på tale, bærer Lauras tanker og forestillinger præg af en tydelig mangel på omsorg. 
En dag, kort tid efter at Marie er flyttet fra byen, kommer en ny kvinde til: Den smukke og frodige frisør, Vivian Koller. Da Laura første gang sætter sig i frisørstolen og mærker Vivians varme hænder masere sin hovedbund, er det som om noget forandres. Som dengang Maries mor sæbede hendes nøgne krop ind i svømmehallen. 
Læseren kan måske et øjeblik studse over bl.a. aldersforskellen mellem de to der umiddelbart er slående, men for karaktererne er alting ualmindelig let i det øjeblik, de overgiver sig til hinanden. Bagefter er det noget andet, og som fortællingen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at Laura er ved at gå i opløsning pga. det kæmpe underskud på omsorgskontoen - men igen, hun finder aldrig selv ud af det. 

"Jeg syntes det hvide stof klædte hende. Der var noget udsøgt over hende. Hun duftede af kærlighed. Jeg fik lyst til at læne mig ind mod hende, hvile hovedet på hendes skuldre og svøbe mig i hendes dufte. Jeg satte mig lidt skævt på sædet. En af knapperne i hendes kjole var gået op, og jeg kunne skimte hendes ene bryst. Jeg tænkte på hvordan det ville være at smyge hånden ind og stryge fingrene over det fyldige og blege."

På bagsiden af bogen står der: En roman om tab, venskaber, om indre styrke og om en ung piges seksuelle opvågnen. Det kan man måske nok sige, men i løbet af læsningen kom jeg til at tænke over en ting: Selvom der flere gange i løbet af historien og Lauras opvækst naturligt opstår spørgsmål om seksualitet, er jeg ikke sikker på, jeg læser det som nogen særlig seksuel opvågnen. Jeg tror snarere, det er en higen efter omsorg, der, af Laura, forveksles med noget seksuelt - at begæret efter først Maries mor og senere Vivian, handler om det tab af moderlig omsorg (af forældreomsorg i det hele taget), hun har lidt. For scenerne synes ikke at være styret af begær, men af ømhed. Lauras stærke optagethed af Vivians fyldige former og kvinderne i brorens pornoblade virker ikke stærkt erotiske, men snarere som en naturlig nysgerrighed, der måske handler mere om manglen på kvindelig påvirkning, fortrolighed og nærhed gennem opvæksten end egentlig seksuel "epifani." 

Høvring har begået en smuk og meget stærk roman. Ganske kort, men skarp, og siderne vendte praktisk talt sig selv. Fortællingen er yderst gennemkomponeret, og jeg kan godt lide, at alting ikke er, som man umiddelbart tror - at Laura ikke er, som hun ellers gerne vil fremstå for læseren. (Eller som fortælleren gerne vil have hende til at fremstå.) De mange tråde der trækkes, de mange billeder der males bevidner om et yderst årvågent forfattertalent. Selvom sproget ikke er videre æstetisk og indimellem brækker et par klichéer op, så er man alligevel revet med fra første færd. Der er flere overraskelser i løbet af fortællingen, og hen mod slutningen skyllede en gysen ind over mig, da jeg troede, det hele skulle opløses. Det var næsten uden åndedrag, jeg vendte de sidste sider.

"Måske havde han også været sådan over for min mor, ikke et ord om de vigtige ting. Måske valgte hun at forsvinde på grund af alt det forkerte og misforståede, måske var det fordi hun ikke længere magtede at beskytte sig selv, at det bare ikke var muligt."


søndag den 25. december 2016

Et juleeventyr


Før jul var jeg en tur udenbys for at hente en gave til min farmor. Det var lidt af et long shot, da jeg fik idéen til gaven, men jeg tog chancen, og det endte alt sammen i en helt fantastisk oplevelse og den bedste gave, jeg nogensinde har givet.

Jeg har det sådan lidt ambivalent med julegaver. På den ene side synes jeg bestemt, det er rart at modtage dem, og ikke mindst at give dem. Men jeg synes hurtigt, de der ønskesedler kommer til at minde mere om bestillingssedler, og jeg bliver altid en smule modløs. Men okay, det er en anden snak og ikke, hvad indlægget skal handle om.


Jeg elsker at give folk gaver - jeg elsker at bruge tid på at gå og udtænke, hvad folk skal have. Jeg elsker at gå på jagt og derefter rigtig gå og nulre med gaveindpakningen. Det bedste er så øjeblikket, fra pakken bliver hentet under juletræet, til den pågældende person pakker den op. Jeg er altid utrolig spændt, og jeg har meget svært ved ikke at afsløre, hvad jeg giver personen.

I år havde jeg som sagt udtænkt noget lidt specielt til min farmor. Min farmor betyder ufattelig meget for mig. Hun har altid været en meget stor del af mit liv, og jeg ville så gerne give hende noget, der virkelig gjorde hende glad. Min farmor er hertil den eneste i min familie der har bare en snert af det der bibliofile over sig, som jeg også lider af, og igennem hele min opvækst har jeg hørt meget til især én bestemt forfatter, nemlig Benny Andersen. Min farmor er helt væk i ham! Hun ejer alt, hvad han har skrevet, ser alle udsendelser med ham i fjernsynet, og taler så utrolig varmt om ham. Min farfar gik altid og sang "Svantes lykkelige dag," fordi min farmor hedder Nina til mellemnavn, og ja, fordi det bare er en fin vise, og jeg husker tit, hvordan min farmor fandt både digte og viser frem, hvis noget bestemt blev nævnt.


Så altså, de sidste mange år har hendes julegaver ofte omfattet Benny A's forfatterskab, men eftersom hun har alt, hvad han har skrevet, måtte jeg jo finde på noget andet. Så jeg tog kontakt til Benny. (Ja, vi er på fornavn nu :D ) Min tanke var bare at sende et af hendes eksemplarer til ham, som han kunne signere og sende tilbage, men Benny inviterede på eftermiddagskaffe i Sorgenfri i stedet. Så for et par uger siden gik turen altså over sundet og hjem i Bennys stue. Det var en stor dag!! Jeg brugte selvfølgelig den første halve time på at være total star strucked og helt væk fra vinduerne, men både ham og hans kone var utrolig søde mennesker og helt nede på jorden, og så vendte vi ellers verdenssituationen.

Jeg fik personlige hilsner og gaver med hjem til farmor, og ja, kort og godt var det en oplevelse, jeg aldrig kommer til at glemme. Jeg var så benovet over, at han ville bruge sin tid på det, og ikke bare sendte bogen med posten.
Det betyder enormt meget for mig at kunne give min farmor noget, jeg ved, hun bliver glad for, og at se hendes reaktion, da hun åbnede gaven i går var simpelthen... Priceless. Jeg fik helt ondt i kinderne til sidst af at smile, og jeg sidder her med en klump i halsen og tårer der presser på lige nu. Det var så stort og så fint <3


Jeg har brændt efter at fortælle om mit eventyr i Sorgenfri, og december har været en meget lang måned med så stor en hemmelighed :) Jeg var hjemme hos min farmor dagen efter mit besøg hos Benny, og hun spurgte, om jeg havde oplevet noget spændende! "Ikke det der ligner, farmor!!"
Nu er gaven givet, og min farmor blev meget meget glad. (Især da jeg oplyste hende om, at jeg havde haft en gave med til Benny i form af hendes hjemmebagte småkager og hjemmelavede konfekt, så velvidende om, at Benny Andersen har smagt hendes famøse julesmåkager, svævede hun lidt ekstra i går.)


onsdag den 21. december 2016

Nordisk litteratur er drittkul!


Under udarbejdelsen af en af de mange eksamensopgaver, jeg har tvunget ud af mit indre den sidste måned, fik jeg en masse tanker om, hvad dansk litteratur er: Hvad kendetegner den danske litteratur, hvordan er den anderledes i forhold til resten af verdenslitteraturen, hvilke forfattere tænker vi på, når den danske litteratur bliver nævnt?
 I min opgave fokuserede jeg på Georg Brandes' kendte forelæsningsrække, Emigrantlitteraturen, hvor han i sin indledning kritiserer den danske litteratur for at være stagneret og ikke synderlig bemærkelsesværdig. Han fremhæver dog den danske guldalders store forfattere som Öenschlager, H.C Andersen og Ingemann, men hans problem er, at denne form for litteratur ikke, som den europæiske (tysk og fransk for længere rakte hans "europæiske" udsyn åbenbart ikke), sætter problemer under debat. Og hvad han især provokeres af: at dansk litteratur er kontrolleret af teologer og højborgerlige embedsmænd. Han havde et klart billede af, hvad dansk litteratur var: Ligegyldig og højstemt.

Dette fik mig til at tænke på, hvordan man egentlig selv ville kategorisere nutidig dansk litteratur, hvilke forfattere man husker, hvem man finder repræsentative. Jeg hører tit folk sige, at de ikke læser særlig meget dansk litteratur, fordi de ikke finder det spændende, fordi der er så mange udenlandske forfattere der er "bedre." (Her nævnes 99% af gangene engelske eller amerikanske forfattere.)
 I folkeskolen og på gymnasiet bliver man bombarderet med "den danske kanon." Det er de samme forfattere og de samme værker, man bliver præsenteret for hele vejen igennem, og man bliver lidt træt. Man vil gerne se, at litteratur kan noget "andet."
 Derfor begyndte jeg også selv at søge mod især den engelske og amerikanske litteratur: Mod klassikerne. I takt med mit studies udvikling er dette dog et begreb, der får det til at stramme mere og mere rundt om halsen på mig. Her får jeg netop serveret "den store verdenslitteratur," den man får at vide, at det er en selvfølge at elske. Og også dét gør mig træt.
 Jeg har tidligere prøvet at komme lidt nærmere, hvad god litteratur er, hvad der udgør en klassiker, og jeg er i mellemtiden blevet hverken klogere eller mere afklaret - tværtimod. Hvad jeg dog er blevet grebet af, er spørgsmålet om, hvorfor vi søger så langt væk for at finde "god litteratur."?


I sommers deltog jeg som bekendt i et kursus på NTNU i Trondheim, som omhandlede den nordiske litteratur under det moderne gennembrud, og selvom jeg syntes, jeg havde en solid viden på forhånd, blev min horisont yderligere udvidet. Jeg blev præsenteret for en række værker og forfatterskaber, som åbnede op for nye tanker - ikke kun fra den periode, men fra den nordiske litteraturhistorie generelt. Siden da er jeg begyndt at se mig lidt mere om efter samtidig litteratur fra vores nabolande, og jeg må sige, en helt ny verden har åbnet sig for mig. Sjovt nok er det aldrig faldet mig ind at kigge efter læsestof af f.eks. svensk eller norsk afstamning, og hvorfor egentlig ikke? Det er jo ikke svært at læse norsk (det er lidt ligesom at læse noget en dansker, der er vildt dårlig til at stave, har skrevet), og svensk er altså heller ikke umuligt. Alligevel oplever jeg ikke den helt store interesse for de skandinaviske lande, når emnet falder på litteratur. Ikke én gang har vi belemret os med det på mit studie, og ikke én gang har jeg hørt nogen anbefale en anden skandinavisk forfatter end dansk.

(En lille hændelse fra virkelighedens verden om dette "dilemma", som jeg ikke helt kan lade være med at grine af: På dette semester har vi i et af vores fag rent faktisk læst nogle litteraturteoretiske tekster på norsk. Til midtvejsevalueringen var der så en studerende der påpegede, at han/hun fandt det ret svært at læse alle de svenske tekster, vi fik serveret.....)

Det var noget, vi talte en del om under mit ophold i Trondheim: Det der med at få det sproglige til at fungere på tværs af de nordiske lande. Hvordan vi altid tyer til engelsk, selvom vi med lidt anstrengelse godt ville kunne få det til at fungere uden; hvordan vores almene dovenskab svækker den interne nordiske sprogforståelse. Og igen, det samme sker på den litterære front. Selvfølgelig er der danske forlag der udgiver svenske, norske og finske forfattere i dansk oversættelse og omvendt, men det er kun et lille udsnit af al den geniale litteratur der findes, der finder vejen forbi de danske forlag. Det bliver bestemt for os, hvilke forfattere og værker, vi skal kende til. Vi griber ikke bare af egen fri vilje en svensk roman, før den har været forbi en oversætter. Og jeg synes, det er synd. Jeg mener, så forskellige er vi trods alt heller ikke, hvad enten vi bor på den østlige eller vestlige side af Øresund, men forskellen kommer til at synes stor, fordi vi ikke blander os med hinanden.


Det her er måske nok at skære meget og mange over én kam. Jeg ved, der foregår mange nordiske samarbejder inden for sprog og litteratur rundt omkring, men så skal man også selv lede længe efter det. Det er ikke noget der kommer på tale sådan rent tilfældigt.
 Jeg synes, fokusset burde rettes kraftigere mod dette emne. Jeg synes godt, litteraturen kunne komme ud over landegrænserne. Det er absurd, at vi går og er bange for at tale andet end dansk og engelsk, at vi skal have DR til at sætte undertekster på en tv-serie som Skam for at kunne følge med. Det er fordummende, at vi skal have oversat Knausgårds murstensromaner for at turde gå i lag med dem. Man behøver ikke gøre afstanden eller de sproglige barrierer større end de er, for faktisk er de ret små. Jeg kødder ikke, ass! 


fredag den 2. december 2016

Åbningsseminar for Nordisk kvindelitteraturhistorie

Kost, fra serien God opførsel. iiu Susiraja 2010

I forbindelse med offentliggørelsen af en række artikler på hjemmesiden for Nordisk kvindelitteratur og den nye boglige udgave af samme navn, var jeg så heldig at få lov at deltage i åbningsseminaret der for. Min eftermiddag i går stod derfor på møde med nogle af Nordens allerstørste kvindelige forfattere og kunstnere.

Hjemmesiden rummer artikler skrevet af markante kvindelige forfattere i Norden. I disse sættes forskellige emner under lup bl.a. seksualitet, religiøsitet, selvmord, det 21.århundredes litteratur og dét at skrive.
Projektet startede som et 4-binds værk, Nordisk kvindelitteraturhistorie, som blev udgivet i perioden 1993-1998. Værkerne fokuserer, ud over litteratur skrevet af kvinder, også på den nordiske fornemmelse af tilhørsforhold og fælles identitet landene imellem - de fortæller, gennem litteraturen, om den udvikling, vi i Norden har gennemgået.

Oplæg ved Anne-Marie Mai

I går blev altså 14 nye artikler offentliggjort samt bogen Nordisk kvindelitteraturhistorie 1990-2005, som er redigeret af Anne-Marie Mai. Disse nye artikler tager temperaturen på de seneste strømninger i nordisk kvindelitteratur, og med seks markante forfatterskaber som bl.a. Sofi Oksanen, Hanne Ørstavik og Mara Lee i spidsen tages der hul på kapitlet Det 21.århundredes litteratur skrevet af kvinder.

Det lyder måske en smule navlepillende, og man kan spørge sig selv, hvorfor det er nødvendigt at udgive sådanne værker. Men artiklerne er ikke blot et udtryk for den evindelige melodi om ligestilling og køn, men er et billede af vores samtid - af vores udfordringer med klasse, kønsbestemmelser, seksualitet, etnicitet og alle de andre ting, vi føler, adskiller os fra hinanden.
Stadig er hovedopgaven dog at fokusere på litteratur skrevet af kvinder, for på trods af, at Norden er en af verdens mest ligestillede regioner, viser litteratur skrevet af kvinder sig stadig i mange sammenhænge at være underlagt andre bedømmelseskriterier end mænds litteratur, og et særligt fokus derpå må derfor være nødvendigt.
Værkerne, artiklerne og det øvrige arbejde omkring hjemmesiden forsøger derfor at give nogle af Nordens bedste og vigtigste forfatterskaber, der ellers har været overset i litteraturhistorien, et nyt og forhåbentlig langt liv.

Suzanne Brøgger læser op fra Vølvens spådom

På åbningsseminaret var en række forfattere inviteret til sceneinterviews herunder mit helt store litterære idol, Mara Lee, som har skrevet min absolutte yndlingsroman Ladies. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg havde set frem til dagen i går, og jeg var ærlig talt en smule star strucked. Hvad der dog senere skulle overgå mig var, at Mara Lee selvfølgelig var blevet syg og derfor ikke kom! Jeg kunne have grædt! Story of my effing life! Det var lige før, intet kunne redde det.
I stedet fik jeg dog resten af oplevelsen ved at være indbudt til sådan et arrangement med. (Det er store sager for en ydmyg studerende som mig.) Hertil var der en kort forelæsning ved professor Rita Felski, som bl.a. har specialiseret sig inden for litteraturteori, feministisk litteratur og sociologiske forandringer. Under denne korte forelæsning talte hun under overskriften Literature after feminism, som åbnede op for mange nye og spændende indfaldsvinkler. Hvad der særligt slog mig var idéen om, at litteraturen, som klichéen følger, skal virke genkendelig - at plottet, karaktererne, emnerne etc. skal være relaterbar for læseren - men hertil, hvad man selvfølgelig nok også burde tilføje, også være reformerende. Denne tanke er langt fra ny, men det er godt at blive mindet om det. Som Felski udtrykte det: "It's not only about recognition but reformation as well."

En lidt anderledes oplæsning/optræden fra Jessie Kleemann

Som afslutning på forelæsningsrækken optrådte den grønlandske forfatter Jessie Kleemann med et... lidt alternativt "show." Det var interessant og en spændende måde at blande oplæsning med lyd og kropslig udtryk, men altså, også lige lovlig kunstnerisk! (Man er vel ikke jyde og svær at imponere for ingenting ;) ) Jeg er dog ikke helt sikker på, hvad jeg fik ud af det, men det er også underordnet. Jeg blev i hvert fald stimuleret.

Jeg glæder mig til at nærlæse artiklerne, og jeg vil stærkt anbefale, at man tager et kig på hjemmesiden her (eller køber bogen.) Artiklerne kan læses både på dansk, svensk og engelsk. Materialet kan bl.a. inspirere til og bruges som undervisningmateriale, studierelaterede opgaver, eller man kan læse dem slet og ret for egen vindings skyld. Jeg har læst et par stykker allerede, og det er spændende læsning, der lægger op til mange diverserede diskussioner.

Rationel kærlighed, fra serien Gennemfør de daglige gøremål. iiu Susiraja 2013